Modsætninger Tiltrækkes


5 år siden 6 kommentarer Noveller romantik livet lys

2Den mand jeg elsker
Min næse blev overvældet af de mange dufte som omgav mig. Stegt k... [...]
Noveller · den første kærlighed, usikkerhed
4 år siden
2Giv mig definitionen af sindsforvirret
Mens solens varme stråler skinnede ind gennem vinduerne, lå der e... [...]
Noveller · kamp, psykisk sygdom, smerte
4 år siden
3Hænder
Hun åbnede døren som førte ind til hendes kontor og lukkede den h... [...]
Noveller · angst, krop, mennesker
4 år siden
2SneVejr
Jeg kan huske en tidlig morgen hvor jeg gik ned for at tage busse... [...]
Noveller · depression, glæde, opmuntring
4 år siden
4Et Penselstrøg
Med den lange, bløde pensel i min højre hånd, så jeg op på mit hv... [...]
Noveller · savn, angst, følelser
4 år siden
1Kan man lære at forsvinde? - 2. Kapitel
Som enhver anden nat sluttede den, solen stod op og det blev morg... [...]
Romaner · følelser, frygt, identitet
5 år siden
2Kan man lære at forsvinde? - 1. Kapitel
Briannah kunne ikke længere se vejen som hun havde fulgt de sidst... [...]
Romaner · frygt, flugt, erindringer
5 år siden
8En Larmende Stilhed
"Far kører ned til Klaus," sagde Nana til sin lillebror, da de gi... [...]
Noveller · følelser, tanker, familieliv
5 år siden
6Modsætninger Tiltrækkes
Jeg vil tro det var i starten af 9. klasse at det begyndte. Langs... [...]
Noveller · romantik, livet, lys
5 år siden

Puls: 0,0

Publiceret: 0
Afgivet: 0
Modtaget: 0
Alberte A. Fischer (f. 1998)
Jeg vil tro det var i starten af 9. klasse at det begyndte. Langsomt blev min garderobe skiftet ud med ødelagte jeans, sorte heavy metal trøjer og der stod pludselig makeup på mit skrivebord. Efter en intens periode hvor jeg sparede op, fik jeg endelig råd til en rigtig læder jakke, ikke sådan en billig en man kunne købe i Bilka. Nej en ægte læderjakke i god stand og med nitter på kraven. Efter det begyndte mine venner langsomt at sive væk og overlade mig til mig selv, men jeg var også ligeglad.
   "Morten, " sagde min mor en søndag morgen da jeg havde læseferie i 9. klasse.
   "Ja, " svarede jeg med munden fuld af cornflakes.
   "Skal du i skole i morgen? "
   "Ja, men jeg har fri klokken halv 12, når jeg har været til skriftlig eksamen. "
   "Perfekt! " sagde min mor og klappede i hænderne. Jeg frygtede hvad min mor nu havde fået sig af gode ideer. "Jeg tænkte at vi kunne tage ud og købe noget nyt tøj og... "
   "Nej! " sagde jeg, stadig uden at se hende i øjnene, "jeg har sagt til dig at jeg ikke gider gå i alt den slags "mors-dreng-tøj" som du prøver at få mig i konstant. Jeg bestemmer selv hvad for noget tøj jeg vil gå i! " Min mor så ned i sin tallerken hvor der lå ristet toast med ost, mens hun rykkede lidt på sin gaffel med pegefingeren.
   "Du har aldrig nogen venner med hjem mere! " sagde hun så og kiggede hen på mig, "du... du har ændret dig og det gør mig bekymret. " Jeg svarede hende ikke, men fortsatte bare ubesværet med at spise mine cornflakes.
   "Så... er der også noget andet... " sagde min mor så, efter et kort stykke tid med tavshed.
   "Hva nu? "
   "Jeg har fået nyt arbejde. " Jeg stivnede øjeblikkeligt med skeen halvvejs oppe mod min mund. "Det ligger langt herfra, så jeg har fundet os en lejlighed i... " Jeg rejste mig; uden at lade hende tale færdigt, fra bordet og gik tavs ud af køkkenet og ind på mit værelse. Jeg smækkede hårdt dø-ren i og satte mig så på min seng. Min mors lette kvindeskridt kunne høres hen af gangen på vej til min dør.
   "Jeg ved godt du gerne ville gå på det samme gymnasium som dine klassekammerater, " lød det så, fra den modsatte side af min dør. Jeg var nu bedøvende ligeglade med mine klassekammerater, "men jeg har fundet et rigtig godt gymnasium som ligger tæt på vores nye lejlighed. Det skulle siges at være rigtig godt. Der bliver afholdt åbent hus i morgen... " Jeg havde hørt nok og vidste godt hvor samtalen ville føre hen nu. Mit hoved slog fra og jeg orkede ikke at høre mere, så i stedet tænde jeg for mine højtalere og skruede op for musikken. Den høje rock musik bragede igennem huset og jeg kunne ikke høre et ord af hvad min mor sagde, selvom hun nok stod og råbte lige nu. Det endte også med at hun gav op, troede jeg i hvert fald.
   Men næste dag klokken halv 12 stod min mor ude foran skolen og ventede på mig. Jeg gad ikke diskutere med hende, så jeg satte mig bare ind i bilen og fulgte modvilligt med hende.
   I timevis blev jeg trukket ind og ud af flere butikker end jeg nogensinde havde været i på én dag før. Jeg vil tro jeg fik prøvet tøj fra alle butikker i hele byen, og besøgt samtlige prøverum. Min mor smed skjorte efter skjorte i hovedet af mig, og et par pæne bukser og en normal jakke kom jeg heller ikke udenom at prøve. Heldigvis betalte hun for det hele og jeg fik med lidt list smidt en lædervest oveni, samt nogle biker handsker, uden at hun opdagede noget. Derefter gik turen hjem for at skifte tøj og så skulle vi videre til åbent hus.
   "Hvorfor har du nu det der på? " sagde min mor, da hun så mig i min nye vest. Jeg havde gjort lidt ekstra ud af mig selv her til aften, for "hendes" skyld. Jeg havde taget mine sorte converse på, gamle slidte cowboybukser hvor der hang nogle sølvkæder i bæltet, en sort langærmet trøje, og så den nye lædervest som selvfølgelig var pyntet med nitter. Min mor så forarget på mig og hendes blik fortsatte op indtil hun nåede til mit ansigt. Hun fandt mine øjne omkranset af sort eyeliner og to ringe i begge mine ører.
   "Nu havde jeg lige købt alt det pæne tøj til dig, kunne du i det mindste ikke fjerne makeuppen og sætte det lange hår om bag øret? " Min mor stod ude ved bilen og så på mig med et forventende blik, som om hun regnede med at jeg ville svare et eller andet. Men det gjorde jeg ikke. I stedet satte jeg mig bare ind i bilen og så tomt ud i luften.

Selvom jeg ikke ville indrømme det, syntes jeg faktisk at det var et både flot og spændende gymnasium min mor havde valgt. Det var større end det jeg havde regnet med at skulle gå på, og det så også ud til at være i bedre stand og mere moderne. Da vi kom ind blev vi mødt af en voksen kvinde som gav os en guidet rundvisning på skolen. Min mor virkede meget interesseret og stillede konstant spørgsmål så rundvisningen blev endnu længere.
   "Det var så det, " sagde kvinden til alles store lettelse, da rundvisningen var til ende, "i er velkomne til selv at udforske skolen. Der vil være elever rundt omkring i lokalerne, som også hellere end gerne vil svare på jeres spørgsmål hvis i har nogen. " Jeg stod lidt og trippede for at komme hjem igen, men min mor virkede ikke til at ville af sted lige foreløbig.
   "Skat, jeg tror jeg vil tale lidt med vejlederne her på skolen, " sagde hun med sin søde stemme, "så kan du også kigge dig lidt omkring. " Jeg gad ikke engang svare hende. I stedet drejede jeg om på hælen og gik.
   Skolen var stor og svær at finde rundt i. Overalt var der tonsvis af mennesker som farede rundt over det hele. Det gav mig en ubehagelig følelse af klaustrofobi og jeg så mig om efter et mindre befolket sted at være. Ud af intet fik jeg mig forvildet op på 1. sal hvor der af en eller anden grund, næsten ingen mennesker var. I hvert fald ikke på den gang jeg gik på. Alt lys i gangen var slukket, og det samme gjaldt lyset inde i klasselokalerne. Alligevel gik jeg hen af den mørke gang. Der var noget beroligende i at gå der helt alene. Bare slå hjernen fra og forsvinde væk til et sted langt borte. Et sted uden en dum mor som hele tiden får nyt arbejde. Et sted hvor ens venner støt-ter en når man mest har brug for det. Mest af alt, et sted hvor man er glad.
   Mine tanker blev afbrudt da jeg blev blændet af et lys. Det kom inde fra et lokale på min højre side. Det var et musiklokale. Det var tydeligt at se på alle de instrumenter som flød oveni hinanden derinde. Der virkede ikke til at der var nogen form for orden. Alt lå hulter-til-bulter; violiner, celloer, trommer, saxofoner osv. Midt i det hele stod der til gengæld et stort, sort flygel. Lyset i loftet skinnede ned på, hvad der så ud til at være et helt ny lakeret flygel, og det havde en så tiltrækkende effekt på mig at jeg ikke kan forklare med ord, hvad jeg følte i det øjeblik. Jeg vendte mig hurtigt rundt og så om der var nogen i nærheden. Da jeg fik konstateret at det var der ikke, satte jeg mig hen til flygelet. Mine øjne fløj hen over de blanke tangenter og derefter op på nodearket. Jeg kendte godt den sang. Før jeg vidste af det bevægede mine fingre sig helt ubesværet hen over tangenterne, harmonisk og uden fejl, selvom det var længe siden jeg sidst havde spillet. Jeg mærkede en behagelig følelse danne sig i mit bryst og jeg tog en dyb indånding mens jeg nød hver en tone det dejlige flygel gav.
   "Waow, " lød det pludselig bag mig og jeg stivnede foran flygelet, "åh undskyld! Du behøver ikke stoppe med at spille. " Jeg vendte mig om og så direkte ind i øjnene på en høj, slank, lyshåret pige, med de smukkeste blå øjne.
   "Hej, jeg hedder Amanda, hvad hedder du? "
   "Morten, " svarede jeg, sikkert helt rød i hovedet.
   "Du spiller godt, går du her på skolen? " Jeg rystede bare på hovedet. "Heller ikke mig, jeg begynder i 1. G efter sommerferien. " Hun stod lidt og kiggede på mig, hun ventede nok på at jeg sagde et eller andet, men da det ikke skete fortsatte hun bare med at snakke. "Min søster går i 2. G på skolen, så jeg lovede at komme og hjælpe til, her til åbent hus. " Jeg sagde stadig ikke noget, jeg sad bare og så ned i jorden, mens jeg vippede lidt på taburetten. Amanda vidste heller ikke helt hvor hun skulle gøre af sig selv midt i den pinlige tavshed, så hun stod bare og svajede lidt frem og tilbage. Hun havde en meget fin, dog anstændig nederdel på, samt en skjorte som var knappet næsten helt op til halsen. Hun var i det hele taget meget anstændig at se på. Ikke overdrevet med makeup, ikke udfordrende eller opsigtsvækkende tøj og hendes hår sad bare i en høj hestehale så hendes smukke lyse lokker hang så flot ned af ryggen på hende.
   "Vil du ikke nok spille noget igen? " sagde hun så pludselig.
   "Det... jeg... " fik jeg fremstammet men hun afbrød mig.
   "Kom nu!!! " Hun havde stillet sig helt tæt på mig og så på mig med de mest bedende øjne jeg nogensinde havde set. Jeg rømmede mig og vendte mig så om på taburetten igen, med navlen ind mod flygelet. Jeg strakte mine fingre og lagde dem derefter på tangenterne. Mit lange sorte hår gjorde det svært at se klart, og jeg havde det varmt i min lædervest. Hurtigt fik jeg smidt vesten på stolen ved siden af og sat mit hår om bag ørerne. Lige som jeg skulle til at spille, satte Amanda sig ved siden af mig på taburetten. Jeg troede mit hjerte ville hoppe ud af brystet på mig i det øjeblik, og jeg måtte tage mig sammen for at trække vejret normalt. Jeg tog så en dyb indånding og begyndte så at spille. Mens mine fingre med stor iver gled hen over de mange tangenter, kunne jeg dufte hendes dejlige parfume. Den havde en afslappende effekt på mig og jeg glemte helt at koncentrere mig om at spille, men mine fingre spillede alligevel helt af sig selv. Selvom mine øjne var meget fokuserede på noderne, lod jeg mig et kort øjeblik se på Amanda. Hendes øjne skinnede i lys af lampen i loftet og hun så på mine fingres hurtige bevægelser med stor fascination.

"MORTEN?! " Min mors skingre stemme kunne høres på lang afstand og fik mig til at stivne midt i sangen. "Der var du... " sagde hun så, da hun kom ind i musiklokalet. Jeg sad bare med hovedet foroverbøjet uden at sige noget. "Og hvem er så den søde pige? "
   "Amanda! " sagde hun og rejste sig op i en hurtig, nervøs bevægelse, hvorefter hun gav min mor hånden.
   "Hej Amanda, spiller du også klaver? "
   "Nej slet ikke. Og selvom jeg gjorde, tror jeg aldrig jeg ville komme til at spille ligeså godt som Morten! " Jeg mærkede hvordan jeg rødmede let da hun sagde det.
   "Ja min søn er dygtig, han spiller desværre meget sjældent derhjemme. " Typisk min mor at sige det. "Går du på skolen? " spurgte hun så Amanda.
   "Nej, min søster gør. Hun har musik som valgfag og lovede at rydde op i musiklokalet, så jeg kom for at hjælpe til. " Sådan begyndte en lang samtale mellem Amanda og min mor, som gik fra nord til syd i samtale emner, alt i mens jeg sad på taburetten foran flygelet uden at sige noget.

"Hun var godt nok en sød pige! " sagde min mor da vi sad i bilen på vej hjem. Jeg nikkede bare som jeg plejede at gøre, men min mor havde ret. Amanda var virkelig en sød pige. Selv da jeg lå i min seng om aftenen og læste, kunne jeg ikke få hende ud af mine tanker.
   Jeg lod mine øjne vandre over på mit ur. Klokken var allerede 1. Det overraskede mig at jeg ikke havde hørt min mor beklage sig over at jeg var længe oppe. Måske var hun allerede faldet i søvn.
   "Morten! Sluk lyset og gå i seng! " blev der så råbt lige som den tanke strejfede mig.
   "Ja ja!! " råbte jeg bare tilbage. Jeg lukkede min bog og rejste mig så for at gå hen til kontakten. Da jeg havde slukket lyset og var på vej tilbage til mod min seng, stødte jeg pludselig ind i noget. Jeg tændte hurtigt lyset og så så at det var posen, med det tøj min mor havde valgt til mig den selv samme eftermiddag. Jeg havde ikke kigget nærmere på det. Der lå nogle skjorter og to par bukser dernede. Jeg holdt den ene skjorte op foran mig. Den var rød med tern på. Hurtigt lagde jeg den op ved siden af det tøj jeg havde fundet frem til næste dag.
   "Det kan vel ikke skade, " sagde jeg til mig selv, lige som jeg slukkede lyset. Kort efter lå jeg i min seng med trætte øjne og sov tungt.
Forfatterbemærkninger
Jeg fik min ide fra en reklame jeg så i fjernsynet og nogle dage senere havde jeg fået skrevet novellen. Jeg er faktisk ret glad for den fordi den på mange måder var en udfordring for mig at skrive, så jeg håber det var en god udfordring jeg tog på mig.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 21/02-2015 11:41 af Alberte A. Fischer (FrøkenFischer) og er kategoriseret under Noveller.
Teksten er på 2273 ord og lix-tallet er 25.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.