En Larmende Stilhed


4 år siden 8 kommentarer Noveller følelser tanker familieliv

2Den mand jeg elsker
Min næse blev overvældet af de mange dufte som omgav mig. Stegt k... [...]
Noveller · den første kærlighed, usikkerhed
3 år siden
2Giv mig definitionen af sindsforvirret
Mens solens varme stråler skinnede ind gennem vinduerne, lå der e... [...]
Noveller · kamp, psykisk sygdom, smerte
3 år siden
3Hænder
Hun åbnede døren som førte ind til hendes kontor og lukkede den h... [...]
Noveller · angst, krop, mennesker
3 år siden
2SneVejr
Jeg kan huske en tidlig morgen hvor jeg gik ned for at tage busse... [...]
Noveller · depression, glæde, opmuntring
3 år siden
4Et Penselstrøg
Med den lange, bløde pensel i min højre hånd, så jeg op på mit hv... [...]
Noveller · savn, angst, følelser
3 år siden
1Kan man lære at forsvinde? - 2. Kapitel
Som enhver anden nat sluttede den, solen stod op og det blev morg... [...]
Romaner · følelser, frygt, identitet
4 år siden
2Kan man lære at forsvinde? - 1. Kapitel
Briannah kunne ikke længere se vejen som hun havde fulgt de sidst... [...]
Romaner · frygt, flugt, erindringer
4 år siden
8En Larmende Stilhed
"Far kører ned til Klaus," sagde Nana til sin lillebror, da de gi... [...]
Noveller · følelser, tanker, familieliv
4 år siden
6Modsætninger Tiltrækkes
Jeg vil tro det var i starten af 9. klasse at det begyndte. Langs... [...]
Noveller · romantik, livet, lys
4 år siden

Puls: 0,0

Publiceret: 0
Afgivet: 0
Modtaget: 0
Alberte A. Fischer (f. 1998)
"Far kører ned til Klaus," sagde Nana til sin lillebror, da de gik ind af døren, "når jeg ikke vil være her mere så går jeg ned til ham, du kan blive her, så kommer vi og henter dig senere. "
   "Okay," svarede Simon bare og gik foran Nana, for at vise vej. Nana mærkede hvordan hendes hjerte bankede så hårdt at hun knap nok kunne trække vejret normalt. Hun var nervøs for at folk ville kunne se det på hende og tro hun skulle til at besvime, så hun prøvede at tage sig sammen og bare sætte den ene fod foran den anden. Hun var ikke nået i bad den morgen på grund af alt hastværket, så hendes korte mørkebrune hår var en smule fedtet, på trods af både tørshampo og hårlak som det ellers havde fået en ordentlig omgang af på vej ud af døren. Hendes forældre havde været skilt i mange år og hun boede hos sin far, det samme gjorde hendes lillebror, Simon. Den eneste forskel på de to var dog at Simon besøgte sin mor, men det gjorde Nana ikke. Det gjorde hun aldrig.
   Mens Nana gik hen af gangen og op af trapperne, tænkte hun på sidste gang hun havde været her. Hvornår var det nu det var? Jo, der havde været nationale test på skolen, men på grund lockouten var det blevet aflyst. Selvfølgelig fik ingen af eleverne det at vide før de var taget i skole, typisk. Hendes klassekammerat Camilla havde en mor som arbejdede på plejehjemmet i byen. Hun havde inviteret alle med derned, så de i det mindste havde noget at lave, mens de ventede på bussen. Det havde været første gang Nana var på plejehjemmet.
   Nana havde egentlig ikke noget imod plejehjem. Der duftede af smørebrød og gamle mennesker, den duft man altid møder hjemme hos sine bedsteforældre, og det kunne Nana godt lide.
   Endelig nåede de til værelset. Simon åbnede døren og gik ind hvor han blev mødt af sin mor, Karen. Deres mor. Karens øjne udspilede sig i takt med den overraskelse der faldt over hende da hun fik øje på Nana. Som resultat af at skjule det, skyndte hun sig bare at snakke til Simon, men fik da også lige indført et lille:
   "Hej Nana, det er godt at se dig." Karen var en middelaldrende, ikke så høj dame. Hun var ikke overvægtig men heller ikke tynd og man kunne se på rynkerne i panden at hun i hvert fald havde passeret de tredive for længe siden. Hendes hår havde en unaturlig rød farve og var kort og krøllet.
   Mormor lå i en stor seng som stod midt i rummet. Hun var tynd og bleg og hendes øjne var kun halvt åbne mens de flakkede, som om hun halvsov eller i hvert fald ikke var ved bevidsthed. Rundt om sengen stod et par stole så man kunne sidde og holde øje med hende. Nana spottede med det samme den tomme stol, og satte sig på den med sit stadig følelseskolde udtryk klistret til ansigtet.
   "Hej Nana," sagde Janette, deres moster, som sad på en stol for enden af sengen, "det var godt du kom." Om Nana var enig i det, vidste hun ikke helt. Hun så sig om i værelset. Hendes kusine Anna og hendes fætter Gustav sad henne i sofaen i stuen. Karen og Simon var også kommet ind igen, og havde sat sig ned. Det var en underlig følelse at sidde så tæt på Jeanette selvom hun så ud nøjagtig som hun plejede at gøre. Tunge øjenlåg, kort lyst hår, tynd og samme højde som Karen. Hun havde sådan et tomt udtryk, nærmest depressiv. Et udtryk som havde skræmt Nana fra vid og sans nogen gange, men som hun nu bare var kold overfor.
   "Hvor gammel er du nu Anna?" spurgte Nana så og smilede til hende.
   "11 år," sagde den lille generte pige som stod og rykkede lidt på sig foran Nana.
   "11 år? Så går du i... nej det tør jeg ikke gætte mig til," grinede Nana falsk.
   "Jeg går i 5. klasse."
   "Nå, så skal du snart ind på den store skole her i byen?"
   "Nej jeg er flyttet til friskolen."
   "Nå okay, på den måde." Det gav Nana en varm følelse indeni at se Anna så glad og frisk. Der var liv i hendes øjne igen og varme i hendes kinder. Det var surrealistisk at tænke tilbage på de to år Anna havde tilbragt på hospitalet. To år med læger og hospitalsklovne, operationer, medicin, medicin og atter medicin. Duften af blod, sprit og kemo havde fyldt luften omkring hende i al den tid, men Nana huskede alligevel tilbage på det som en tid hun havde haft glæde af. En tid hvor hun havde fået et nærmere forhold til sin lille kusine, fået en "lillesøster". Desværre var det forhold også gået i stykker nu.
   Stilheden faldt igen over det store værelse. Den eneste som larmede var lille Gustav der løb rundt over det hele. 4 år var han. Karen havde sat sig ned på hug og peget op på Nana, hvorefter hun lystigt fortalte om at "det var hendes datter" og "om ikke han syntes hun var smuk". Nana ignorerede det og brugte i stedet muligheden til at se sig rundt omkring i værelset. Den grå lænestol stod ved vinduet, ligesom det havde gjort i deres gamle hus. Sofaerne havde samme slidte mørkebrune farve og dugen på bordet havde heller ikke ændret sig, selvom de var flyttet herop. Janette tog et krus frem. "TEA" stod der på siden af den. Ja ligesom i gamle dage, tænkte Nana for sig selv... ligesom i gamle dage.
   "Bedstefar sad ude på gangen da vi kom," sagde Nana og så på sin mor.
   "Nå han er nok inde og spise med Troels," svarede hun så.
   "Er Troels her?" spurgte Nana uden at vise sin forbavselse. Troels var Karens storebror og Nanas onkel. Hvis Troels var her, betød det så at hele resten af familien også ville komme? Hendes voksne kusine som vidst nok var blevet gift, hendes fætre, hendes tante?
   "Ja," svarede Karen.
   "Kommer Maiken og børnene så også?"
   "Ja de skulle komme her over middag. Line og Sofus, Rasmus og Jeppe, men Lars er vidst på ferie."
   "Nå okay," svarede Nana bare.

Alt imens den tilbageholdende smalltalk gik frem og tilbage mellem Janette, Karen og Nana, kom der pludselig en sygeplejer ind. Selvom hun var gået meget målrettet hen mod mormor, var det tydeligt at hun hurtigt blev distraheret af Nana, som sad fastlåst på den hårde stol. Det var heller ikke så underligt eftersom denne dame nok havde set mange fra familien før, og nu sad der pludselig en ung pige hun ikke anede hvem var.
   Hun talte lidt med de andre om mormors tilstand. 'Det ser ikke godt ud, men man kan jo aldrig vide hvad der kommer til at ske' havde hun sagt.
   Kunne hun ikke bare dø nu, havde Nana siddet og tænkt, hun kan ikke forstå hvad der foregår, hun kan intet huske og hun har ofte smerter. Men det sagde hun selvfølgelig ikke højt. I stedet prøvede hun at smile venligt til sygeplejeren og virke forstående overfor situationen.
   "Hvor gammel er du?" spurgte sygeplejeren så Nana.
   "Seksten, et halvt," svarede hun.
   "Og et halvt, ja, det er altid vigtigt for de unge at få med," grinede hun. Kort efter gik hun igen, men før de havde set sig om var hun tilbage med et kæmpe fad med smørebrød. "Det er rester fra de riges bord," havde hun sagt og de andre havde takket. Mens alle glædeligt havde taget for sig, sad Nana stadig ubevægelig på stolen og så på det glas cola hun havde fået hældt op og stadig ikke havde rørt ved.
   "Skal du ikke have noget at drikke?" spurgte Karen, med sine tomme øjne og sit stive smil.
   "Jo," svarede Nana og tog en lille slurk.
   "Du må også gerne tage noget smørebrød, men du er vel ikke til sådan noget?"
   "Nej, på det område har jeg ikke forandret mig," sagde Nana og smilede. De små korte samtaler som ingen vegne førte, var ved at få Nana til at flippe ud. Hun havde lyst til at gå sin vej, men hvordan skulle hun sige det til dem? Hun kunne ikke finde på noget, og blev i stedet siddende hvor hun hele tiden havde siddet i den sidste time.
   Efter et stykke tid blev døren igen åbnet og det væltede ind med mennesker, men lydniveauet blev ikke hævet af den grund. Faktisk virkede det næsten til at blive mere stille jo flere mennesker der kom, og den ubehagelige stemning bredte sig hastigt i det lille værelse. Troels var kommet tilbage på værelset og nu kom hans kone Maiken også, samt Rasmus, Jeppe, Line og hvad man måtte formode var hendes mand, Sofus.
   Akavet over at sidde midt i det hele, rykkede Nana stolen væk, og stillede sig i stedet lidt fra de andre. Mens de stilfærdigt hilste på hinanden med et enkelt blik, satte alle sig ned. Selvom de prøvede at virke imødekommende overfor Nana, var det tydeligt at alle havde det mærkeligt med at se hende der. Nana bebrejdede dem dog ikke for det, hun havde jo selv været som dem engang. Fordømmende og stolte.
   "Vi har taget pizza med. Vil du have et stykke?" spurgte Maiken Nana. Maiken lignede på mange måder Jeanette, selvom de overhovedet ikke var i familie blodmæssigt. Men deres udtryk var det samme, depressivt. Nana havde dog altid følt at Maiken var den i familien som viste størst distance til resten af dem. Af den grund holdt Nana også selv en smule afstand til hende i frygten om at lære hende rigtigt at kende.
   "Ja tak," sagde hun og tog et stykke.
   "Du må gerne sætte dig ned," sagde Karen som stod et stykke væk og observerede meget intenst hvad der foregik. Så satte Nana sig ned i sofaen med de andre. Mens hun sad der, kiggede hun sig igen rundt i værelset. Anna havde med det samme fastslået at de var 15 mennesker. 15 mennesker var mange når man var blevet vækket en lørdag formiddag af beskeden "din mormor er ved at dø".
   Men alligevel var der utrolig stille. Line og Sofus talte stilfærdigt med hinanden, ligesom Maiken, Karen og Janette stod henne ved sengen og snakkede. Man kunne se på Maiken at hun var ved at græde. Rasmus sad bare i den anden sofa og sagde ingenting, ligesom han plejede, i hvert fald alle de gange Nana havde mødt ham, inden for de sidste par år.
   "Se Nana," havde Karen sagt hvorefter hun satte sig på hug ved siden af hende ved sofaen, "det er et billede af mig fra da jeg var i Spanien." Nana rykkede lidt på sig for ikke at føle sig kvalt af den klaustrofobiske følelse hun fik af at sidde så tæt på sin mor.
   "Fedt," sagde Nana. Det var tydeligt at se desperationen i Karens øjne, over at prøve at indlede en samtale med Nana.
   "Og se her, det er Lena, min veninde som boede i min kælder et stykke tid. Hun havde fået kræft i brystet og fik det amputeret."
   "Men hun er okay nu?" spurgte Nana, selvom hun udmærket vidste alt om Lena og hvem hun var.
   "Ja hun er ved at få det rekonstrueret."
   "Nå det var da godt." Karen ledte lidt på sin telefon og holdt den så igen frem for Nana.
   "Se det var sidst du var hjemme ved mig hvor du spillede klaver," Med ét mærkede Nana hendes hjerte hoppe et slag over. Hun så sig selv på skærmen af den lille telefon og håbede og bad til at Karen ikke ville tænde for den. Ikke her og slet ikke nu! Men det var for sent, videoen kørte allerede på fuld drøn og Nana hørte sin egen stemme fylde rummet op. Mens Nana talte sekunderne i, hvad der føltes som en evighed, slukkede Karen endelig for videoen og Nana åndede lettet op. Karen var dog slet ikke færdig endnu. Nej hun havde skam flere billeder og videoer som skulle vises, netop nu. Men hun gik heldigvis igen, og Nana kunne færdiggøre sit stykke pizza.
   Troels og Line sad og prøvede at få fjernsynet til at virke, Sofus kiggede på sin telefon og bedstefar var også vendt tilbage til værelset og havde sat sig i sin grå lænestol. Han var en meget lav og krumrygget gammel mand. Han lignede virkelig en mand man ville kalde "bedstefar". En mand med gråt hentehår, små øjne, runde briller og en rusten og hæs stemme. Nana huskede tilbage på de mange gange hun havde besøgt sin mormor og bedstefar. Bedstefar sad altid i den grå lænestol og læste. Nogen gange faldt han i søvn midt imens han var ved at læse, men når han vågnede op fortsatte han bare igen, som om han slet ikke havde sovet.
   "Vil du også have et stykke pizza, Gustav?" spurgte Maiken, da hun så hvordan Gustav næsten savlede over den store pizzabakke som stod på bordet. Han nikkede glad og fik sig hurtigt en pap tallerken og et lille stykke pizza.
   "Hvor skal jeg sidde?" spurgte han med sin lille lyse barnestemme.
   "Du kan sidde ved mig," sagde Nana smilende og rykkede de ting som var i sofaen. Derefter satte han sig. Nana tænkte på hvor underligt det var at sidde der. Hun kunne huske den dag han var blevet født. Han var bare en lille rød baby som knap nok kunne åbne øjnene, dengang for snart 4 år siden. Men nu sad han der med smukt lyst hår og de flotteste blå øjne som skinnede når han grinede. Han kunne sagtens tale og gå, ja han gik nu ikke så meget, han løb mere. Hun havde lyst til at tage om ham og knuge ham ind til sig, men hun beherskede sig alligevel.
   Sådan gjorde man nemlig ikke i den familie, man opførte sig pænt og anstændigt og viste ikke offentligt form for kærlighed. Selvfølgelig var det vigtigt at smile og grine på en måde der fik det altid smukke glansbillede af familien til at forblive helt når man så det udadtil. Men Nana var færdig med det. Aldrig mere ville hun smile for deres skyld, grine for deres skyld eller gøre noget for deres skyld. Hver gang hun så på nogen af dem, vendte den kolde følelse tilbage. Følelsen der fik alt i hendes krop til at ryste.
   "De kommer da ikke herhjem," havde Nanas far sagt og hans nye kone havde nikket.
   "Men, tror du ikke de er sure over at jeg ikke er taget hjem til min mor den her weekend?" spurgte Nana nervøst.
   "Jo selvfølgelig er de det," fortsatte hendes far, "men du har brug for lidt ro i dit hoved. Du er stadig kun et barn og du kan ikke fortsætte med at være din mors psykolog og passe din lillebror. Det ødelægger dig." Nana nikkede til sin far og tørrede de sidste tårer væk som sad i øjenkrogen.
   Men Nanas far havde taget fejl. Man ødelægger ikke glansbilledet.
   Der var kun gået et par dage siden Nana havde haft snakken med sin far. Hun var hjemme fra skole sammen med hans nye kone. Hun arbejdede på kontor. Mens hun stod nede hos hende, så hun ud af vinduet der pegede ud mod parkeringspladsen.
   "Er det ikke Peter der kommer der?" havde Nanas stedmor spurgt. Peter var Nanas onkel, Jeanettes mand.
   "Jo, hvad laver han her?" spurgte Nana mens hun allerede mærkede sit hjerte banke på fuld drøn. Peter ringede først på og ventede så ved døren. Nanas stedmor rullede med det samme gardinet ned og sagde at hvis Nana ikke ville tale med ham, så skulle hun bare blive ved hende. Døren var låst. Det gjorde Nana en smule mere rolig.
   Peter gav ikke let op. Han ringede på endnu engang og bankede derefter hårdt på to gange. Han kiggede ind af vinduerne og gik derefter rundt om huset. Men pludselig vendte han om og gik tilbage mod sin bil. "Endelig, det er overstået," tænkte Nana for sig selv.
   Men i samme øjeblik gik havedøren op og ramte væggen med et højt brag, og stormede ind kom Karen.
   "DU KOMMER MED MIG OG DET ER LIGE NU!" råbte hun med rødsprængte øjne mens hun farede hen mod Nana.
   Nana skyndte sig hen mod døren ind til stuen, men Karen havde allerede fat i hendes arm.
   "Slip mig!" råbte Nana, men Karen slap hende ikke. Hun holdt hårdt fast i hende og prøvede med alt sin kraft at hive hende ud af huset. Nana slog og sparkede ud efter sin mor, alt imens tårerne løb ned af hendes kinder og hun råbte højlydt til sin stedmor.
   "Hjælp mig! Gør noget!" råbte Nana igen og igen og hun kunne se panikken brede sig på sin stedmors ansigt, mens hun holdt telefonen op mod øret.
   "Jamen hvor er du skat? Karen er her og hun vil ikke slippe Nana!" råbte hun ind i telefonen, mens den voldsomme kamp stadig foregik mellem Karen og Nana.
   "Ja jeg har ringet til politiet, de gider ikke komme, de gider ikke hjælpe," græd Nanas stedmor.
   "PETER" råbte Karen pludselig, da det var gået op for hende at hun på ingen måde kunne få Nana ud af huset af sig selv. Hun stod med begge arme omkring hendes mave og hev i hende, mens Nana bare holdt fast i reolen så den var lige ved at vælte.
   "PETER HVOR ER DU?" råbte Karen igen, og i det samme kom Peter ind af døren. Med sit tomme blik og solbriller på, tog han et hurtigt tag i Nana og løftede hende op over skulderen. Med skrig og gråd blev hun løftet ud af huset og slæbt gennem haven. Hun skreg og skreg så højt hun kunne og så alle naboerne komme ud. De kom ud og stod der midt i det hele, tomme og magtesløse, ude af stand til at vide hvad de skulle gøre.
   Bilen holdt lidt væk fra huset og på et kort øjeblik havde Peter åbnet bildøren og smidt Nana ind på bagsædet. Forvirret og hulkende fik hun øje på sin lillebror som allerede sad på bagsædet. I samme øjeblik han så Nana begyndte han også at græde, bange og forvirret.
   Peter satte sig ind ved siden af Nana og holdt hende fast så hun ingen chance havde for at stikke af. Mens Karen kom humpende tilbage til bilen og satte sig ind begyndte Nana at skrige højt og uhæmmet.
   "Slip mig! Lad mig gå! Jeg vil ikke med jer!" Hun fortsatte og fortsatte indtil Karen vendte sig om og med stikkende øjne råbte.
   "HOLD DIN MUND! Ellers kører vi dig et sted hen hvor ingen kan høre dig!" Nana holdt sin mund og begyndte i stedet at græde stilfærdigt mens hun så sit hus forsvinde ud af bagruden.

Det brune urs konstante "tik - tak - tik - tak " fyldte Nanas hoved, og bragte hende tilbage til virkeligheden igen. Den endeløse og for det meste irriterende lyd, gav en beroligende følelse hos Nana og hun mærkede sin krop slappe af igen. Det skabte en kontrast til den larmende stilhed, som der var mellem alle de andre mennesker der sad der med deres falske smil og falske tunger.
   "HVORFOR ER I HER ALLESAMMEN?" råbte Nana så og rejste sig op. Alles øjne vendte og de så direkte på hende med stor forskrækkelse. Nana stod ret op og så ud over hele forsamlingen, mens hun tog sig til brystet for at få sit hjerte til at falde til ro.
   "Hvad mener du dog?" spurgte Karen.
   "Ingen af jer har jo lyst til at være her! I er her kun for mormors skyld og hun fatter jo alligevel ingenting..."
   "Nana altså?!"
   "Nej jeg vil sige det her mor! I hader alle sammen hinanden. Troels du siger aldrig noget! Du blander dig bare uden om alting fordi du er bange for hvad der vil ske! Maiken du hader Karen og det stråler så tydeligt ud af dine øjne, men alligevel hilser du venligt på hende hver gang du ser hende. Janette du ligner en som er dybt deprimeret og det er du sikkert også, men du lader dig forlede af din families stolthed til at tage kampen op og få noget hjælp! Og din mand ser ud som om at alting gør ham vred! Smiler du nogensinde, Peter? Ja engang gjorde du, men siden den dag... siden den dag vil du ikke engang se på mig! Ikke at jeg har lyst til at se på dig heller..." Alle i værelset sad og kiggede på Nana som bare stod og råbte, men ingen sagde noget til hende," Line og Sofus, tak fordi i ikke inviterede mig til jeres bryllup, jeg har jo heller aldrig haft særlig meget med dig at gøre Line, det kan jeg godt se! Helt ærligt! Vi var bedste veninder da jeg var yngre.
   Rasmus, hader du mig eller hvad? Har du set mig i øjnene en eneste gang inden for de sidste par år? Om det er dig selv, som har bestemt at jeg er giftig, eller det er noget de voksne har bildt dig ind, ved jeg ikke, men uanset hvad er det koldt og ukærligt! Og mor! Du er den mest egoistiske, onde, hykleriske person i hele dette værelse! Jeg afskyr dig og det samme gør resten af din familie, men ingen tør sige sin mening højt! Ingen tør tale om sine problemer! I forleder jer selv, gør i, men mig kan i ikke snyde! Jeg kan se det i jeres øjne! Jeg kan høre den larmende stilhed som er herinde når i er sammen."

"Nana grib!" Nana vågnede op fra sine tanker og så Gustav stå foran hende og fik, før hun nåede at reagere, en bamse kastet lige i panden.
   "Hov..." grinede han, "hov," sagde Nana. Hun kiggede rundt. Alle sad på den samme plads med det samme stive udtryk som før, uden at have bemærket hendes pludselige mentale forsvinden fra værelset.
   "Nå, men jeg vil også til at hjemad," sagde Nana så, da hun så de andre også var på vej til at gå.
   "Vent..." sagde Karen. Nana stoppede op og mærkede frygten for at hun nu ville blive bedt om at give hende et farvelkram. "Må jeg ikke nok tage et billede af dig?" Et billede, tænkte Nana. Det var hun egentlig ligeglad med. Hurtigt stillede hun sig an med et falsk smil, og ventede på at blitzen fra telefonen gik af.
   "Tak for i dag, hav det godt," sagde Nana så og gik.
   "Jeg skriver til dig!" råbte Karen hen over værelset. Nana nikkede bare og gik så ud af døren. Hun stod et øjeblik og fik vejret. Det falske smil og den medfølende og søde, lillepige facade smed hun fra sig, hvorefter hun begyndte at gå hen mod udgangen. Hvor jeg afskyr min familie, tænkte hun for sig selv, hvor jeg dog hader dem alle sammen.
Forfatterbemærkninger
Nu er denne 1 år gamle novelle blevet gennemrettet og der er blevet tilføjet en del nye beskrivelser og et enkelt flashback. Jeg fornemmede at folk manglede en uddybende grund til at hovedpersonen var så vred. Derfor får de den her. Jeg ver MEGET bange for at mit flashback ødelagde novellen, da jeg følte at den allerede stod meget skarpt. Derfor, kommenter, kommenter, kommenter! ~ Alberte

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 21/02-2015 21:38 af Alberte A. Fischer (FrøkenFischer) og er kategoriseret under Noveller.
Teksten er på 3838 ord og lix-tallet er 26.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.