2Den mand jeg elsker
Min næse blev overvældet af de mange dufte som omgav mig. Stegt k... [...]
Noveller · den første kærlighed, usikkerhed
4 år siden
2Giv mig definitionen af sindsforvirret
Mens solens varme stråler skinnede ind gennem vinduerne, lå der e... [...]
Noveller · kamp, psykisk sygdom, smerte
4 år siden
3Hænder
Hun åbnede døren som førte ind til hendes kontor og lukkede den h... [...]
Noveller · angst, krop, mennesker
4 år siden
2SneVejr
Jeg kan huske en tidlig morgen hvor jeg gik ned for at tage busse... [...]
Noveller · depression, glæde, opmuntring
4 år siden
4Et Penselstrøg
Med den lange, bløde pensel i min højre hånd, så jeg op på mit hv... [...]
Noveller · savn, angst, følelser
4 år siden
1Kan man lære at forsvinde? - 2. Kapitel
Som enhver anden nat sluttede den, solen stod op og det blev morg... [...]
Romaner · følelser, frygt, identitet
5 år siden
2Kan man lære at forsvinde? - 1. Kapitel
Briannah kunne ikke længere se vejen som hun havde fulgt de sidst... [...]
Romaner · frygt, flugt, erindringer
5 år siden
8En Larmende Stilhed
"Far kører ned til Klaus," sagde Nana til sin lillebror, da de gi... [...]
Noveller · følelser, tanker, familieliv
5 år siden
6Modsætninger Tiltrækkes
Jeg vil tro det var i starten af 9. klasse at det begyndte. Langs... [...]
Noveller · romantik, livet, lys
5 år siden

Puls: 0,0

Publiceret: 0
Afgivet: 0
Modtaget: 0
Alberte A. Fischer (f. 1998)
Jeg kan huske en tidlig morgen hvor jeg gik ned for at tage bussen til skole, sådan som jeg gjorde hver dag. Der var ikke noget ekstra særligt ved den dag. Jeg var kommet op til tiden, var nået i bad og var gået i god tid. Jo der var faktisk én ting som havde været anderledes. Da jeg var gået ud i køkkenet for at tage et glas mælk, stod min mor der allerede. Normalvis stod hun ikke op så tidligt, hun mødte først klokken 8 og min bus kørte halv 7. Jeg havde lang vej ud til min skole.
   "Thomas, har du set at der sner udenfor?" havde min mor sagt, mens hun holdt en varm kop te i hånden. Jeg kiggede bare ud af vinduet og rystede på hovedet.
   "Næ det havde jeg ikke."
   "Skal jeg køre dig ned til bussen?" Igen rystede jeg bare på hovedet, og fortsatte i stedet for ud i gangen. Hurtigt tog jeg mine sko ud af reolen og begyndte at snøre dem. Da jeg rejste mig op stod min mor klar bag mig og havde min jakke i hænderne. Uden at sige noget lod jeg hende hjælpe mig med at få den på, og da hun rakte mig et halstørklæde tog jeg også bare det.
   "Farvel" sagde jeg så og gik ud af døren. Selvom jeg ikke hørte det særlig tydeligt, fornemmede jeg at høre et "pas på dig selv i det vejr" inde bag døren, men det var også lige meget.
   Ved busstoppestedet stod der allerede et par unge som også gik på min skole, samt en enkel mand som var lidt oppe i årerne. Jeg vidste ikke helt hvad han skulle med bussen, men han havde nok et arbejde i nærheden af skolen.
   Mens jeg stod der og spejdede ud mod vejen hvor bussen plejede at komme fra, begyndte jeg at blive utålmodig. Som regel var den der et par minutter før, men nu var den 7.32 og den var ikke engang at se. Hænder kom ned i lommerne og jeg prøvede at overbevise mig selv om at jeg ikke frøs. Mens jeg stod og priste mig lykkelig for at have taget det halstørklæde min mor havde givet mig, fik jeg endelig øje på bussen.
   Chaufføren så ud til at være endnu mere stresset end mig, men det var også forståeligt når han var forsinket allerede inden hans rute begyndte.
   "Godmorgen," sagde chaufføren med et anspændt smil. Jeg nikkede bare til ham og satte mig ned bagerst i bussen. Der sad aldrig nogen dernede, så jeg havde ro og lagde mig straks til at sove. Bussen skulle nok nå få indhentet de par minutter den var blevet forsinket, inden jeg nåede ud til skolen.

En høj skrigende lyd fra bremser der blev smadret i jorden, vækkede mig fra den dybe søvn jeg var faldet i. Jeg kiggede ud af vinduet for at se hvad der skete, men alt var hvidt. Jeg hørte dem foran mig og bag ved tale om et eller andet angående trafik og et uheld længere inde i byen. Jeg drejede hovedet for at se om jeg kunne se noget ud af forruden, men da jeg gjorde det ventede der mig et chok. Ved siden af mig sad en ung pige hvis øjne kun var rettet mod vinduet jeg sad ved. Hendes øjne var blå som is og skinnede som diamanter. Begge mundvige pegede opad i et mildt smil, men hun ænsede slet ikke at jeg var der. Forsigtigt rømmede jeg mig og pludselig rettede hun sit blik mod mig.
   "Ja?" sagde hun spørgende med en spinkel stemme, præcis som jeg havde forestillet mig den ville være. Et øjeblik tog jeg mig selv i at gå i sort, og hun begyndte så småt at se forvirret ud.
   "Undskyld, men kunne jeg få lov at se ud af forruden?"
   "Ja selvfølgelig!" sagde hun og rejste sig op. Jeg rykkede mig over på hendes sæde og prøvede så at se op til chaufføren. Det var næsten umuligt at se noget, både fordi jeg sad langt væk, men også fordi alting var hvidt udenfor. Da jeg rykkede mig tilbage så jeg igen op på pigen. Hun opdagede slet ikke at jeg rykkede mig tilbage igen, for hendes øjne var kun rettet mod ruden.
   "Vil du have vinduespladsen?" spurgte jeg så og rejste mig op. Pludselig så hun helt forlegen ud.
   "Nej nej, undskyld, det var ikke sådan ment!" Selvom hun prøvede at lyde ydmyg kunne jeg se iveren i hendes øjne og uden at spørge igen flyttede jeg mig og bad hende sætte sig inderst.
   "Du er virkelig sød," sagde hun så med et smil. Hendes blide ord føltes som sød musik i mine ører og jeg tror faktisk at jeg rødmede lidt i det øjeblik.
   Da hun igen havde vendt hovedet væk fra mig, gjorde jeg et forsøg på at falde i søvn igen. Det lykkedes mig dog ikke, for følelsen af at vi holdt fuldstændig stille gjorde hele min krop panisk. Selvom jeg konstant sagde til mig selv at vi nok skulle nå det, var jeg ude af stand til at falde til ro.
   "M'ja alle sammen, det er jeres chauffør. Jeg beklager men der ser ud til at være sket et uheld mellem to lastbiler inde på bakken. Vi håber at der snart blive mulighed for gennemkørsel igen, men indtil da bliver vi nødt til at holde stille her,"
   Mit hjerte begyndte med det samme at banke hurtigere og jeg hev straks min mobil op af lommen for at se på klokken. Den var kvart i 8. Hvis vi ikke kørte snart ville vi ikke nå det nå. Jeg ville ikke nå...
   "Det er virkelig smukt!" Stemmen ved siden af mig afbrød på et split sekund mine tanker. Jeg kiggede over på pigen igen og så til min store overraskelse en tåre løbe ned af hendes kind. Selvom jeg på en måde blev bekymret ville jeg aldrig kunne få mig selv til at spørge ind til det.
   Pludselig vendte hun sig om og så på mig.
   "Du virker anspændt, er der noget galt?" Forbavset over hendes store indsigt i mig kiggede jeg lidt væk mens jeg kløede mig i håret.
   "Joo... jeg skal egentlig til eksamen i dag..."
   "Nåh, du er måske meget nervøs?" spurgte hun så.
   "Nej... ikke rigtig. Men eksamen er om 20 min, og jeg kan se nu at jeg ikke kommer til at nå det. Selv hvis vi kørte nu ville jeg komme for sent." Pigen kiggede eftertænksomt op i loftet af bussen. Selv når hun så alvorlig ud var hun utrolig smuk.
   "Det skal nok gå!" sagde hun så med en stor gejst og et endnu større smil end dem hun hidtil havde sendt mig. Hendes utrolige optimisme fik mig både til at grine men gjorde mig også rastløs, fordi jeg overhovedet ikke troede på hende.
   "Tror du virkelig det? Hvorfra ved du at det nok skal gå?" spurgte jeg hende så lidt ironisk.
   "Fordi det gør det altid," Hun begyndte så småt at irriterer mig. Hendes konstante smil, hendes blide stemme og smukke øjne. Hendes optimisme og hendes glæde. Hvorfor sagde hun at det hele nok skulle gå? Tingene gik aldrig for mig sådan som de skulle.
   "Hvem tror du at du er?" sagde jeg vredt til hende og pludselig forsvandt hendes smil, men det fik mig ikke til at tie stille.
   "Det her er min AFSLUTTENDE EKSAMEN. Hvis jeg ikke dukker op til den skal jeg vente et halvt år på at komme til en ny eksamen. Hvis jeg går derhjemme i et halvt år uden at have noget at lave så bliver jeg sindssyg oven i hovedet!" Alle de omkringsiddende havde vendt sig rundt for at se hvad det dog var for en klovn som råbte af en sød pige. Jeg måtte skuffe dem med at det bare var mig. Mig der altid var med bussen. Mig der aldrig smilede. Mig der bare hadede mit liv og hadede mig selv og for den sags skyld også hadede alle andre.
   Jeg vendte igen mit blik mod pigen som jeg forventede at se græde. I hvert fald forventede jeg en eller anden reaktion, men det fik jeg ikke. Det eneste jeg så da jeg vendte mig om, var hendes nakke. Hun sad bare og kiggede ud af vinduet igen. Længe sad vi begge to tavse og de andre passagerer begyndte at syntes det var kedeligt, så de fandt på noget andet at give sig til.
   "Min mor døde faktisk en vinterdag præcis som den her." Jeg kiggede forskrækket over på pigen som var begyndt at tale igen. Jeg ville sige noget, men der kom ingen ord ud. "Der var også iskoldt den dag og det sneede rigtig meget. Ikke sådan at det bare væltede ned, men ligesom nu. Sneen dalede langsomt fra himlen og ned til jorden hvor det lagde sig som et smukt hvidt tæppe ud over hele landskabet. Min mor elskede altid vinteren. Mere end noget andet." Jeg kunne mærke hvordan mit hjerte igen var begyndt at banke hurtigt og jeg sank en klump der sad helt oppe i halsen på mig.
   "Hvorfor..." sagde jeg så da jeg endelig kunne få nogen ord til at forlade min mund, "-hvorfor fortæller du mig det her? Og hvorfor er du selv så betaget af vinteren når der er et så trist minde knyttet til den årstid?" Pigen vendte sig rundt og så igen på mig med sit smil.
   "Fordi det hele nok skal gå, selvom min mor ikke er her mere i fysisk form, så ser jeg hende hvert år når det sner. Hendes blege hud der skinnede så smukt i lyset fra alt det hvide. Jeg kan høre hendes grin som altid var så friskt og livligt og jeg kan mærke hendes varme når jeg sætter mig med et tæppe og kigger ud af vinduet. Vinteren sørger for at jeg aldrig glemmer hvor fantastisk min mor var."
   Jeg var stum over ordene som kom fra hende. Jeg lænede mig helt tilbage i sædet og så tavs ud i luften.
   "Hvordan gør du det?" spurgte jeg hende så.
   "Gør hvad?"
   "Er så positiv når livet går imod dig?" Hendes smil forsvandt igen, men kun et kort øjeblik, så jeg nåede ikke at blive nervøs.
   "Det ved jeg ikke, jeg tror bare jeg synes livet er fuld af positive ting, men hvis man ikke fokusere på dem så ser man dem ikke." Begge hendes øjne funklede mens hun udtalte hvert et ord i den sætning. Jeg havde lyst til at fortælle hende hvor smuk hun var. Måske ville jeg aldrig se hende igen, så jeg kunne vel ikke tabe noget ved det. Langsomt åbnede jeg munden, men min plan blev ruineret da jeg væltede ind i sædet foran mig i takt med at bussen igen begyndte at køre.
   "M'ja alle sammen. Så kører vi igen deruad. Jeg vil mene at vi med den nuværende trafik bliver yderligere 20 min forsinket, men vi skal nok få alle frem."
   "Fedt, jeg kommer virkelig for sent!" røg det så ud af mig hvorefter jeg huskede hele hendes tale. Jeg følte mig pludselig utrolig forlegen over hvor ynkelig jeg måtte virke. Men da jeg så over på hende blev jeg mødt af et lille og forsigtigt grin.
   "Du er virkelig sjov..." sagde hun så mens hun fortsatte med at grine. Jeg forstod ikke hvorfor hun syntes det var sjovt, men jeg var egentlig også ligeglad. Hendes grin gav min sjæl ny styrke og jeg håbede at hun aldrig ville stoppe igen.
   "Jeg hedder Camilla for resten," sagde hun så og rakte mig hånden.
   "Thomas," svarede jeg og gav hende hånden.
   "Mit stoppested kommer nu så farvel for denne gang." Selvom det føltes dybt åndssvagt, så ønskede jeg næsten at hun ikke ville gå. Det var som om den glæde hun havde i sig, var begyndt at smitte af på mig, og hvis hun gik ville jeg gå tilbage til at være "mig".
   Camilla rejste sig op og gik ud i mellemgangen og hvorefter hun igen sendte mig et af sine dejlige smil.
   "Prøv at ringe til din lærer, forklar situationen til ham."
   "Jeg tror ikke..."
   "Prøv nu bare," sagde hun og gjorde mig tavs, "-hvem ved, måske din dag stadig kan vende til det bedre." Jeg nikkede bare mens jeg så hende forlade bussen og forsvinde ud i den hvide sne. Et øjeblik sad jeg bare og stirrede på min mobil uden at gøre noget. Jeg tror slet ikke jeg tænkte på noget, jeg tændte bare min mobil og slukkede den om og om igen. Langt om længe trykkede jeg nummeret ind og ringede op.
   "Ja, hr. Sørensen, jeg har holdt i kø den sidste halve time på grund af sneen. Jeg ved godt det nok ikke kan lade sig gøre at udskyde eksamen 20 min mere. Men jeg ville alligevel prøve at ringe." Der var først stille i den anden ende af røret og jeg ventede bare på at blive afslået.
   "Ved du hvad?" spurte min lærer så, "vores sensor holder i kø på motorvejen og kan først være her klokken halv 10. Kan du være herude inden da?" Forbavset følte jeg mig ude af stand til at svare, men fik mig alligevel taget sammen til det.
   "J.. ja, jo selvfølgelig!" sagde jeg bare med det største smil på mine læber.
   "Så er der jo intet problem. Vi kan jo trods alt ikke forudse vejret." Hr. Sørensen grinede af sig selv og jeg prøvede at grine med selvom jeg havde svært ved at fokusere på noget som helst pga. min begejstring og glæde.
   "Jamen så ses vi snart til din eksamen, frisk og velforberedt som altid, ikke sandt Thomas?"
   "Jo selvfølgelig hr. Sørensen!" Hr. Sørensen lagde røret på og jeg sad tilbage med en underlig følelse i kroppen. Resten af turen sad jeg bare og så ud af vinduet, jeg gad ikke engang prøve på at sove mere. I stedet kiggede jeg ud på sneen og prøvede at se Camillas mor for mig danse rundt i det hvide paradis. I mit lille fantasi scenarie så jeg også Camilla stå på sidelinjen med glædestårer i sine øjne over at se sin mor være lykkelig. For første gang i lang tid tog jeg mig selv i at tænke på noget rart og på i det hele taget at tænke på andre end mig selv.
   Snart stoppede bussen op og der blev råbt "sidste stoppested" hen over højtaleren. Der var stadig mange i bussen og jeg gad ikke al den masen og skubben der altid blev, så jeg ventede til de andre var gået ud med at rejse mig.
   "Vent," råbte chaufføren lige som jeg var på vej ud, "-pigen der stod af for lidt siden, bad mig om at give dig den her." Han rakte mig et lille stykke papir som jeg straks tog.
   "Tak!" sagde jeg og styrtede ud af bussen. Med adrenalin i hele kroppen foldede jeg papiret ud hvor jeg forventede et telefon nummer ville stå. Men i stedet var der en kort besked.
   Efter din eksamen, så tag bussen ud til svalevej.
   Lad os tale om de gode ting i livet!
   - Camilla

   Jeg foldede forsigtigt det lille papir sammen igen og gik ind mod skolen. I mit indre grinede jeg. Både af Camilla og af den besked hun havde efterladt mig. Men samtidig grinede jeg også af mig selv fordi jeg følte en trang til at gøre som hun bad mig om. Hvor mærkelig hun end var så var der noget ved hende som gav mig en stærk lyst til at se hende igen.
   Med et smil på læben lod jeg det være min sidste tanke da jeg passerede indgangen til mit klasseværelse.
Forfatterbemærkninger
Skrevet til min kæreste som sad fast i trafikken da der var snevejr for nogle uger siden

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 14/02-2016 15:52 af Alberte A. Fischer (FrøkenFischer) og er kategoriseret under Noveller.
Teksten er på 2625 ord og lix-tallet er 24.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.