Jeg har altid gerne ville noget med at skrive. Men det er så usikkert.
Min bedste venindes mor var forfatter og de sad på ølkasser omkring spisebordet. I det hele taget havde hjemmet aldrig nok møbler. Kun bøger havde de rigeligt af. Mine forældre var også kunstnere. Og levede ubemidlede, med for mange bekymringer og sidenhen alkohol, oplevede en vis succes som ebbede ud, men langsomt, så sandheden først dæmrede en rum tid efter. De var blevet overhalet. Af det nye. Det nye overhaler altid. Så jeg skulle i hvert fald ikke være kunstner. Jeg vidste ikke, hvad jeg så skulle være. Faktisk har jeg brugt meget af mit liv på at vide nøjagtigt, hvad jeg ikke skulle. Jeg skulle ikke drikke for meget, jeg skulle ikke leve uden en fast indkomst, jeg skulle ikke blive skilt, jeg skulle ikke samle tilfældige mænd op på værtshuse, jeg skulle ikke rejse bort fra mit barn for at undervise, jeg skulle ikke ignorere en knude i mit bryst, jeg skulle ikke være kunstner... Men hvad skulle jeg? Altså skulle.
Det ved jeg så nu. Jeg skal skrive.
Det vil sige, det gør jeg allerede. Jeg skriver for en virksomhed. Om deres produkter og kunder og nye medarbejdere og de sikre succeser, udstillinger, nye features. På sådan en positiv, underspillet måde, som min chef elsker. Jeg presser mine deadline til det yderste, før jeg kaster det han gerne vil læse op på papiret og han smiler, mens han tager imod det. Jeg smiler også, men det er fordi jeg ser mig selv sidde foran et lille hus. Det er lunt og engang imellem løfter jeg hovedet fra blokken, som jeg sidder bøjet over og mærker solen varme mit ansigt. Men det vigtigste er ikke at nyde solen eller at blive brun. Det vigtigste er at skrive.

Jeg er midt i livet. Midt i et forhold, et barn, en slags karriere. Som kan nedprioriteres, hvis jeg skal det her. Det sidste halve år har jeg skrevet dagligt. Og det har udviklet mit sprog kolonormt. Men jeg har også på en måde ramt muren, som I, kære forfatterskole, skal hjælpe mig til at forcere. Ved at tilbyde et rum, hvor mit sprog og stemme bliver udfordret. Hvor jeg fastholder en fortælling fra start til slut, i stedet for at kaste mig over noget nyt. Hver gang, uden at blive færdig. Hvor jeg kommer i kødet og i kløerne på mine fortællinger og ikke helmer, før de er færdige. Får den fortjente succes og opmærksomhed som ebber ud og engang vil vige for det nye. Det nye vinder altid.

De bedste hilsener