Hun sad på stationen, hendes tog var forsinket. Det var bare for meget. Endelig havde en ansøgning båret frugt i en jobsamtale, så var det ikke godt at komme for sent.
   Hun så på stationsuret som om hendes stirren kunne få toget til at komme hurtigere. Egentlig var hun i god tid, hun ville hvis toget kom rettidig, være fremme ved bestemmelsesstedet tre kvarter før hun skulle til samtale.
   Alligevel reagerede hun. Det var første gang hun var til jobsamtale, hun anede ikke hvordan det ville foregå. Mon det var ligesom at være til samtale på bistandskontoret? Det havde hun prøvet nu, for nu skulle hun til at arbejde. Hvordan mon det var efter al den skolegang?
   Hvorfor skulle det også være slut med skoletiden nu? Hun ville hellere være blevet der meget længere. Nu skulle der søges arbejde, og som det var typisk i hendes alder var det salgsassistent i et supermarked, kun to stop fremme.
   Hun burde ellers være glad, slut med at blive kaldt møgtøs og dum og grim. Alligevel var hun ikke helt glad.
   Var der ikke en, der kiggede på hende fra togvinduet?
   Det var der, en mand i trediverne, mørkhåret. Han så rar ud, syntes hun, så hun smilede til ham, inden toget susede videre. Hun nåede lige at se ham smile igen.
   Her sad hun så igen og ventede. Det var ikke til at holde ud at sidde så længe og vente. Men endelig susede toget da ind, og hun steg op i det.
   Men hvem var den pæne mand i det andet tog?