Der sidst i tresserne havde jeg fået et par skøjter i julegave, de var et par numre for store, og det var den slags, der skulle spændes på med en nøgle og med et par remme. Og de skulle helst spændes på nogle støvler med fast bund, og det havde jeg ikke til at starte med, for jeg brugte gummistøvler. Bunden på gummistøvler er alt for blød til den slags skøjter. Men jeg brugte alligevel mange timer på den lille dam. For næsten alle børnene, der boede i Humlum, var ude at stå på skøjter, når de havde fået fri fra skole. Hvis vi ikke gad det, kunne vi tage kælken og gå op til Sandholm. Det er en af de to gårde, der ligger bag vores hus. Kælkebakken lå på den ene side af gårdspladsen, og der var næsten altid nogle på kælkebakken. Bare der var en lille smule sne, og bakken kunne blive til det rene is, og derved kunne man få så megen fart på, at man forsatte lige igennem gårdspladsen og ned af vejen til hovedgaden. Hvis vi syntes, at bakken blev for kedelig, kunne vi tage kælken og gå en tur op på Toftum og tage et par ture på en kælkebakke, der er dobbelt så stor som den der var i Sandholm. Jeg turde ikke starte fra toppen af, for der fik man meget fart på. Jeg fik at vide, at det kun var små børn der startede på midten, jeg var jo ikke et lille barn, jeg var jo gået hen og blevet syv år. Der var ikke andet at gøre end at slæbe kælken op på toppen af bakken og vise, at man var stor. Når man stod der på toppen af bakken, følte man sig meget lille. Der var ikke andet at gøre end at kaste sig ud over kanten. Lukke øjnene og håbe på det bedste. Når man var kommet godt af sted, gik det meget stejlt ned, lige til man næsten var nået bunden, for der var et hop, og der gjaldt det om at holde godt fast i kælken, hvis man ikke gjorde det, var man ikke på kælken, når den landede.