Mørket har lagt sig over byen. Roen falder i gaderne. Kun i få vinduer er der stadig lys. Nogle ensomme natteravne sidder alene foran fjernsynet. for at slippe for tankerne om deres ynkelige liv.
   Dag ind og dag ud lever de alene. Kun en enkel fredag sker det, at de går ud og bliver en del af samfundet. Men ellers forsvinder de ind i deres eget liv med de små fronøjelser fjernsynet kan bringe dem. De kendte ansigter i fjernsynet bliver bekendte som de føler de kender ind og ud. Gaderne virker triste i mørket kun oplyst af svage gadelygter. Husene står tavse, de fortæller ikke den triste sandhed om de ensomme beboer. Kun de bå vinduer hvisker om ensomme sjæle. Fra mit vindue skinner sammen blå farve, jeg kender denne nats kedelighed alt for godt. Ofte har jeg sat i de lyse morgentimer og set solen stå op over en by jeg før følte mig lig med. Nu forsvinder de triste gader og de blå skær fra vinduerne dør ud. Jeg ligger mig i min seng og falder i søvn alene.