Sloan Sandford åbnede sin øjne i et gisp og rev i remmene, der holdte ham bundet til bordet han lå på. De grønne øjne suste fra side til side indtil de fandt mig i hjørnet af den tomme stue, som stortset var tømt for møbler.
   "H-hvem er du?" stammede han og drejede hovedet i det hans syn faldt på værktøjerne på det slidte gulv.
   "Jeg er din straf," var mit korte svar. Jeg greb knivtangen og stilte mig ved siden af ham. Han skreg, da den tog hans negl og vred sig ved tabet af de andre.
   "Hvorfor gør du det her?" råbte han stønnende.
   "Du ved godt hvorfor," svarede jeg og smed knivtangen. Et knæk lød fra hans pegefinger, da min hånd bøjede den bagud.
   "Skreg dine steddøtre også ligeså meget som du gør lige nu, da du bankede og voldtog dem?" spurgte jeg, før turen kom til hans andre pegeredskaber. Hvor han dog hylede og alle de tårer, der blev fældet. Ak ja, men nogen skal jo straffe de ustraffede, når politiet ikke kan. Et smil strejfede mine læber ved synet af hans lidelser og kvaler. Jeg greb en lang hammer, som krævede to hænder og svang den prøvende, så det gav et gib i voldtægtsmanden. Hans øjne bulede ud, da de så på det brede hammerhoved.
   "Højre eller venstre?" spurgte jeg og holdte hammeren over hans knæ.
   "Hvad?" spurgte han hæs af alt det skrigeri. Hans dirrende læber mumlede utydelige ord.
   "Beder du til gud?" lo jeg vantro og rystede smilende på hovedet, som gik fra det ene gyldenbrune øje til det andet.
   "Jeg kan betale dig - som advokat tjener jeg masser af penge!" Udbrød han bestemt og så mig for første gang ind i øjnene.
   "Din smerte er betaling nok," forklarede jeg og svingede hammeren. Han bed tænderne sammen i en klakkende lyd, men hans mund blev alligevel åbnet igen, da et langtrukkent skrig fløj ud mellem hans fede læber. Knoglerne i hans ene hånd knasede klagende, da hammerhovedet kvaste den. Rødt af håndryggens blod.
   "Bare et slag til," løj jeg og huggede hammeren ned i anklager-advokatens venstre knæ, som blev mast i en regn af blod klatter. Mine hænder stillede det store våben fra mig. Sloan sukkede og trak vejret lidt roligere. Hans vejrtrækning steg dog igen, da jeg tog kobenet og alubattet i hver sin hånd.
   "Hvilket af dem her tror du der gør mest skade?" spurgte jeg ham, men Sloan fik aldrig lov til at svare på mit spørgsmål i det jeg smed battet fra mig.
   "Det må vist blive kobenet. Jeg var elendig til baseball i skolen alligevel."
   Han klemte øjnene hårdt i og klynkede, da jeg rettede kobenet mod hans skinneben. Klask, klask, klask efterfulgt af en flod af tårer fra voldtægtmandens våde øjne.
   "Så dræb mig da! Bare stop. Gør det - GØR DET dit forpulede svin!" brølede han, mens hans øjne lynede og spyttet fløj fra hans mund. En banden hørtes i det det næste kobenslag ramte hans skulder.
   "Endelig," sukkede jeg og slog ham gentagne gange i ansigtet indtil mit ansigt var plettet til af blod, hvis træk var ligeså stive, som frossent, iskold vand. Sloans skaldede hoved med dobbelthagerne var nu fuldstændigt ugenkendeligt og mindede mere om en smadret vandmelon end et menneskes fjæs. En skærende lyd fyldte stuen, da jeg snuppede en sav og skubbede den frem og tilbage, så voldtægtsmanden passede perfekt I en affaldssæk. Det er hvad mit hjerte banker for. At straffe de fædre som tæsker og mishandler deres børn og hustruer. Hvem skulle ellers gøre det?