Den syvende juli magtede din krop det ikke længere.
I syv år kæmpede du med den respektløse kræft.
Du stred med en optimistisk livsvilje, havde op og nedture,
men kæmpede ufortrødent den hårde kamp,
som en ukuelig stridsmand der ikke ville give efter eller op.
Dine sidste 2-3 uger var især uværdige. Tak til morfinen.

I firetyve år kendte jeg dig. De seneste år som nær ven.
En kær ven, hvis rummelighed, empati og klogskab,
satte mange ting i livet i relief og perspektiv.
Du var et ordentligt menneske: Havde høje normer
og en ukuelig tro på Skaberen.
Og alligevel var der plads til en anarkist som mig.

Du lagde øre til alskens uhyrligheder,
men foreslog med passion og empati den lige vej.
Man kunne støtte sig til dig og holde sig oprejst,
eller man kunne falde i sin skævhed, dumhed og afmagt.
Du praktiserede retlinethed, men så ikke ned på den enfoldige.
Om man var proletar eller akademiker, spillede ingen rolle for dig.

Du vidste når man holdt sig tilbage i sine betroelser,
men pressede ikke på for at få vendt livet på vrangen.
Altid var du gæstfri og havde tid til en snak,
dyb som overfladisk, men aldrig ligegyldig.
Falskhed gennemskuede du uden at stille dig fordomsfuld.
Din viden var bred og dyb, men aldrig bedrevidende.

Den syttende juli indkaldte din familie dine venner til en afskedsceremoni.
To-trehundrede mødte frem og det var endda langtfra alle.
Du havde virkeligt mange venner. En nær ven og lidelsesfælle i sygdommen
holdt en værdig tale. En personlig tale og ukonventionel for anledningen,
fuld af alvor, humor og kærlige ord til den efterladte familie.
To sange blev sunget, indrammet af et tankevækkende fotos af dig.

Var der slet intet negativt at sige om dig ? Næe, ikke rigtigt, mig bekendt.
Udover at du klarede alting selv og havde en beundringsværdig selvtillid.
Du var patriarken der nok efterlader din hustru noget i stikken,
nu hvor hun skal overtage 'driften' af økonomien og alt det andet.
Og det skal med at du ikke ville være ven for enhver pris.
Var det ikke værre end det, så pyt.

Det var en gave at kende dig som menneske og ven.
"Gud vil" sagde du, "så vi ses i en bedre fremtid".
Det er ikke den værste tilstand at dø i.
Naivitet ? Dybt troende mennesker har en særlig aura
og ikke alle er hjernevaskede hylstre.
Du var en tiltalende repræsentant for troende mennesker.

Det er ubærligt og bedrøveligt ikke at kunne besøge dig mere,
eller at få besøg af dig. At skulle slette din emailadresse
fra min computer og dit telefonnummmer fra min nummerbog.
Èt tryk, så var du væk. Den afslutning var så uafvendelig.
Jeg savner dig, kære ven.
...


280715
RK.