Du har altid være lille. Lille og skrøbelig. Da du blev født, var du lille, og mens du voksede op, var du lille. Men aldrig, aldrig nogensinde har du set så lille og sårbar ud, som nu da du ligger der under tæppet og sover. Du sover. En dyb og drømmeløs søvn. Så kan en af os i hvert fald. Sove. Mens jeg sidder her og kigger ud af vinduet, løber en hund og gaden og ud i horisonten. Den halter en smule. Væk fra telefonboksen midt på gaden. Den telefonboks. Der er noget med den, noget vigtigt. Jeg prøver at komme i tanke om det, jeg vrider min hjerne. Men jeg husker det ikke. Jeg husker intet længere. Det passer dog ikke helt. Jeg husker dit og mit navn, jeg husker vores alder, jeg husker mine venner og vores forældre. Jeg husker, det sted vi kom fra. Alle de banale ting som folk skal kunne huske. Dem husker jeg. Men alligevel. Alligevel er der et stort tomrum i mit sind, for jeg husker ikke dette sted. Jeg husker ikke den haltende hund, jeg husker ikke telefonboksen. Aldrig har jeg set det før, men nu er det her. Så levende og virkeligt. Jeg huske ikke, hvordan vi endte her, hvordan vi kom herhen. Jeg husker ikke navnet på dette sted, det eneste jeg husker, er at jeg blinkede med øjnene, og der stod vi begge midt på gaden. Jeg husker at gaderne ligesom nu var mennesketomme og kolde. Jeg husker, at alt var mørkt. Det var en helt ny slags stilhed, der hersker her. Ikke den mindste lyd, end ikke en lille fugl, der synger, et insekt, der summer eller en rislen fra bladene, der bliver blæst op af vinden. Nej. For her findes der ingen vind. Her findes ingen fugle, og her findes ingen insekter. Det er som om du og jeg er det eneste liv her på... Ja. Her på hvad? Jeg ved ikke om vi befinder os i en ny by, om det er i et andet land, eller om vi tilmed er endt på en anden planet. Et andet univers eller måske en helt anden verden. Jeg ved det ikke, for jeg husker intet. Jeg husker blot mørket og stilheden. Det eneste lys der ses, er det lys, der strømmer ud fra telefonboksen. Igen får jeg en følelse af, at der er noget vigtigt med den telefonboks, men ligegyldigt hvor meget jeg prøver at komme i tanke om det, forbliver min hjerne blank. Jeg kan huske alt, klart og tydeligt, fra det øjeblik vi slog øjnene op ude på gaden. Hvordan vi kiggede os omkring, hvordan det eneste vi så var en lang gade. En lang mørk gade, en gade vi aldrig i vores liv havde set, en gade vi ikke en gang vidste fandtes indtil nu, en gade som vi da, trods alt, stod midt på. Fortabte og forvirrede. Jeg husker, at jeg som altid, gjorde mit bedste for at beskytte dig, dig som er så lille og skrøbeligt, og jeg derfor tog dig med ind i det nærmeste hus. Jeg fandt en sofa og et tæppe, jeg lagde dig ned, og jeg puttede dig. Jeg beroligede dig og sang en sang, og som altid kunne jeg se på dig, at du vidste noget var galt, men at du ikke ville bekymre mig mere ved at spørge. For ligeså lille som du altid har været, ligeså betænksom er du også. Jeg sang den sang vores mor altid synger, og lige så stille gled du ind i søvnens verden. Alt det husker jeg. Men før det? Lige før det husker jeg blot et stort tomrum. Jeg husker ikke hvor lang tid, jeg har befundet mig i det, eller hvad der er sket imens. Jeg husker bare tomhed. Og endnu længere tilbage, før tomrummet. Der husker jeg. Jeg husker vores lille parcelhus imellem alle de andre parcelhuse i vores kvarter. Jeg husker min skole, og jeg husker mine venner. Jeg husker vores forældre, vores kat og vores kanariefugle. Jeg husker dagen inden tomrummet. Hvordan jeg, som hver morgen, sagde farvel til og vores forældre. Hvordan jeg hoppede på bussen, hilste på chaufføren og satte mig ved vinduet. Jeg husker hele den lange dag i skolen. Alle frikvartererne, turen hjem i bussen og så videre og så videre. Da jeg kom hjem, husker jeg, at du sov. Du går ikke i skole fortiden. Det kan du ikke så godt, for du er jo så skrøbelig. Dit hjerte er skrøbeligt, og bare det mindste ville gøre det forbi. Helt forbi. Du sov, og jeg ville ikke vække dig, så jeg satte mig og lavede mine lektier. Jeg kan huske, at jeg snakkede med mor den aften. Inden aftensmaden. Jeg sagte, at måske ville du have godt af at komme ud, måske ville det være godt med noget frisk luft. For dit hjerte, du ved. Det var jo så lang tid siden. Jeg spurgte og spurgte, og til sidst gav hun sig. Jeg måtte tage dig med på en lille tur, rundt om husene her på vejen og tilbage igen. Det ville kun tage fem minutter. Jeg husker dit ansigt, da jeg fortalte dig det. Hvordan det lyste op i et stort smil, som sad klistret til dit ansigt under hele middagen. Jeg husker, åh jeg husker. En tåre triller ned af min ene kind, for nu husker jeg virkelig. Jeg tog dig med ud, det var mørkt og koldt, så vi havde godt med tøj på. Vi gik stille og roligt, og jeg så dine øjne søge henover alle de ting, du ikke havde set så længe. Du nød det. Det ved jeg du gjorde, for det kunne jeg se. Men det var her. Her det skete. Vi drejede om hjørnet for enden af vejen, vi drejede. Og hvorfor passede jeg dog ikke bedre på? Tårerne løber nu frit fra mine øjne. Jeg lader dem løbe, men jeg siger ikke noget. Jeg lader ikke den mindste lyd undslippe mine læber, for jeg vil ikke vække dig. Vi drejede om hjørnet ned til den næste vej. Vejen vi altid er blevet advaret mod. Vejen uden fortov. Jeg husker lyset. Alt var jo så mørkt, så jeg husker tydeligt det hvide lys fra det to billygter, der kom lige i mod os. Jeg nåede ikke at reagere, nåede ikke engang at skrige, før jeg med et brag blev smidt, hårdt og brutalt, direkte ind i tomrummet.
   Jeg kan ikke stoppe tårerne, og et lille hulk undslipper mine læber. Jeg må ud. Ud fra værelset for du må ikke se mig græde. Ikke nu og ikke her. Jeg lister ud af døren, og lige så snart jeg er sikker på, at den er lukket ordentligt, bryder jeg sammen. Jeg falder om på jorden og hulker. Jeg krøller mig sammen til en lille kugle og holder om mig selv. Jeg husker ikke hvor langt tid, jeg ligger der, men da jeg endelig holder op med at tude, mærker jeg udmattelsen rulle ind over mig. Jeg er så træt. Men jeg husker mig selv på, at jeg ikke må falde i søvn. For din skyld, kære søster. Jeg kan ikke lade mørket tage dig. Ikke nu hvor jeg ved, hvorfor vi er her. Jeg sætter mig op for at tørre mine øjne og får øje på telefonboksen. Det føles, som om nogen skyder en pil af kundskab igennem mit hoved, og pludselig forstår jeg. Jeg rejser mig op, tørrer de sidste tårer af kinderne og går indenfor igen. Jeg trækker vejret roligt, da jeg samler dig op fra sengen. Stille så du ikke vågner. Stille. Og du vågner ikke. Ikke engang da jeg bærer dig ud gennem døren og over mod telefonboksen. Du sover tungt. Jeg stopper op et øjeblik midt på vejen. Det er som om, stjernerne bliver større. Jeg bryder mig ikke om dette sted, men jeg har affundet mig med at være her. I denne anden verden. For det er, hvad det er; en anden verden. Jeg går videre. Hen til telefonboksen. Hele tiden med dig i armende, vuggende dig blidt som et barn. Et lille og skrøbeligt barn. Jeg åbner døren til boksen, går indenfor og rækker ud efter røret. Og i det øjeblik, lige inden mine fingre rører telefonen, da åbner du dine øjne og kigger op på mig med det mest rolige og fredfyldte blik, jeg nogensinde har set. Jeg ved, at jeg ikke behøver berolige dig, før jeg gør, hvad der må gøres, så jeg smiler bare ned til dig, undskylder i det stille overfor mine forældre, strækker fingrene yderligere og tager fat om røret. Ved den berøring kommer det hvideste lys. Det mest strålende lys. Ikke fra noget bestemt sted. Måske fra stjernerne, måske fra lampen i boksen. Det betyder ikke noget. Lyset er her, og det er det vigtigste.