I den sydlige ende af byen var Marcel P. Lewis træt. Ikke bare ganske almindeligt træt, men træt af alt omkring ham. Det var som om at han i sin jagt på inspiration til sin roman, så alting i et nyt lys. Et nyt lys der fik alt til at virke dødt og uinteressant for hans ellers så årvågne og nysgerrige øje. Han kunne sidde i flere timer, med sit blik rettet mod det digitale papir, uden så meget som skyggen af en idé fandt vejen fra hans hjerne og ned til fingrene, for derefter at komme ud som kløgtige, sammensmedede sætning, der kunne sætter stenhårde hjerter, såvel som andres meninger, i flammer.
   Han rettede utilpas på sit Armani jakkesæt, rykkede sig uroligt i den billige caféstol af grynet, hvid plastik, der på ingen måde var komfortabel, og tændte, med rystende hænder, en mentol cigaret. Egentlig var han stoppet med at ryge for flere år siden, men denne skriveblokades værste fjende mente han var afslappethedens nikotinfyldte røg der, med gråblå fingre nedbrød hans hæmninger indefra. Han inhalerede kraftigt og skævede mod Maria, den buttede servitrice der med små trippende skridt gik rundt mellem de mange borde, i sin trivielle og kluntede serveringsdans. Et abnormt fladskærmsfjernsyn kørte bag den støvede bar, og blæste de seneste nyheder ud i lokalet, hvor ingen så ud til at bemærke dets tilstedeværelse, eller hvad der foregik på skærmen. Ved barens klistrede overflade sad, med hovederne rettet mod deres drinks, tre afdankede herrer i aflagt, laset tøj. Den ene af dem, en midaldrende kaukasisk mand, kørte roligt sin beskidte finger rundt på drinkglassets kant, mens han mumlede utydeligt for sig selv. De to andre sad med fingrene flettet og øjnene klistret på hinandens emotionelt blanke ansigt. Marcel tænkte tilbage på den periode af hans ægteskab, hvor han og Kari bare havde siddet i stilhed og gjort det samme. Siddet med en bristet forestilling om at deres ægteskab stod til at rede, alt imens de havde bygget en illusion op omkring den andens følelsesfraværende ansigt.
   "Kunne jeg tilbyde dig noget andet? "
   Maria stod med hovedet bøjet over Marcels lap top. Sveden dryppede fra hendes pande, og hendes ånde var klam og fugtig mod hans brilleglas. Marcel kastede et sidste blik mod persongalleriet ved bardisken, før han vendte sin opmærksomhed mod servitricen. Hun stod rastløs og med en lille notesblok, samt en næsten færdigspidset gul blyant der taktfast blev banket utålmodigt mod blokkens bagside. Marcel lukkede sin lap top, fandt nogle småmønter frem på bunden af sin mappe, før han rejste sig.
   "Nej tak ik' i dag Maria, "
   Han lagde småmønterne på bordet foran sig, og lagde lap toppen i mappen.
   "Men jeg kommer sandsynligvis igen i morgen. "
   "Går det fremad med romanen? " spurgte Maria og lød for første gang, oprigtigt nysgerrig. Store romaner var normalt ikke hendes kop te.
   Marcel trak på skulderene og svingende mappens rem om højre skulder.
   "Det kunne sagtens gå bedre, men jeg fornemmer at det langsomt kommer, "
   Maria tog mønter, rynkede på næsen over det lille beløb, før hun sagde:
   "Du er i hvert fald altid velkommen her. "
   Marcel tog sine vanter op af trenchcoatens lomme.
   "Jamen så kommer jeg da helt sikkert i morgen. "
   Han smilede stort til Maria, og forsøgte at se ud som om at det var sandheden han fortalte hende. Egentlig havde han ingen intentioner om at komme igen i morgen, men han kunne ikke stå og give denne usikre servitrice falske forhåbninger.
   Han gav hende et hurtigt, venskabeligt kram, før han vendte om og gik ud af caféens røde dør, ud på en mennesketom gade.
   Gaden var delvist oplyst af gule lyskegler fra de sporadisk placerede lygtepæl, der tårnede sig op og fik ham til at føle at han blev overvåget. Solen var næsten forsvundet omme bag byens højeste bygning, og himlen var henlagt i en nuance af lille som Marcel aldrig før havde bemærket. Han fiskede sin notesbog frem fra jakkesættets brystlomme, og skrev nogle små noter til sig selv. Det var hans måde at holde styr på sine tanker. Mekanisk traskede han gennem den øde gade, og med mellemrum stoppede han op for at tænke over tingene. Et fjernsyn kørte lydløst i et vindue, ved krydset mellem Hovedgaden og en mindre vej. Marcel stoppede op, blikket rettet mod skærmen, og en hånd i lommen for at få fat i en cigaret. Billedet på skærmen så ud til at være frosset, men han kunne sagtens se nyhedsoverskriften der stod i bunden af billedet med sort skrift på en gul baggrund. "Lokal rigmand fundet død under mystiske omstændigheder" lød overskriften og nyhedsværten på programmet så ud til at det havde været en nyhed af den helt store kaliber. Hans ansigt var fortrukket i et udtryk der fortalte at han havde været ivrig efter at fortælle netop denne nyhed. Marcel tog et hiv af sin cigaret og lo for sig selv.
   Manden i lejligheden havde rejst sig fra stolen foran fjernsynet, og var på vej mod det sted Marcel stod, så han skoddet den halvfærdige cigaret og gik videre. Det var ved at blive sent, og måske kunne han lige nå at give skriveriet et forsøg mere inden han gik i seng. Månen var på vej op over tomme kontorbygninger til hans venstre side. Det løb ham koldt ned ad ryggen, og han mærkede hvordan tanken om måske at skulle finde et arbejde i en af dem, hvis ik' ordene snart begyndte at komme, kom snigende ind på ham. Han rystede tanken af sig og fortsatte ned ad gaden.