Lydbøger. De følger mig på vej, de giver mig indsigt, oplæseren, hvis han eller hun er god, giver mig rytme, drive, de gør turen kortere, af og til for kort. Min bil er sløv, men historierne gør den til en fuldblods racer, jeg når mit mål, før jeg aner. Historierne gør indtryk, jeg er i dem, og de er i mig, de giver mig lysten til at skrive, til at udtrykke mig. Jeg vender mig hurtigt, øvet, til oplæserens stemme. Genren, og især stilen, kommer til udtryk, ligger i tavsheden mellem stemmebåndets vibrationer. Det kan være stort, magisk, men noget mangler. Teksten, det skrevne, sort på hvidt. Teksten, dens opbygning, sætninger, linjer, afsnit. Især dialogerne er vanskelige at se for sig, hvordan ser de ud? De er jo nedskrevne, de bliver jo oplæst, men jeg kan ikke se dem. Det, det skrevne, at se det, mangler jeg, det er et savn. Tiden til selv at læse, lade blikket fare ned over siderne, den savner jeg. Da jeg havde den, tiden, udnyttede jeg den ikke, at skrive var en drøm på linje med det at spille i band. Jeg fik spillet, udlevet den drøm, men den var sekundær. Ikke en eneste sætning fik jeg nedfældet, jeg turde ikke. Jeg prøvede med musikken, vidste, at det ikke var her, jeg hørte hjemme, men turde stadig ikke røre ved skriveriet. Skriveriet, denne satans størrelse. Præstationsangst og blokering var, hvad jeg forbandt med den. Årene gik. Foretagenet, jeg erstattede skriveri med foretagende. Hjalp det? Ja, det hjalp. Der var selvfølgelig tale om en konstruktion, jeg ville stadig skrive, men kaldte det noget andet. Det hjalp på angsten, men resultaterne udeblev, foretagenet blev ikke forædlet til fortælling. Tiden gik, jeg udnyttede den ikke. Selv det at læse blev efterhånden fjernt, en roman eller to om året, ikke mere end det. Hvor er det sørgeligt, utilgiveligt. Umuligt at indhente, teksten på papiret, men lydbogen følger mig, hjælper mig på vej.