Her sidder jeg, beskuer verden ovenfra.
Dannet af jorden selv, hugget ud i sten.
Formet som en menneske krop, bevinget, hornet.
Beskue mennesket fra min fødsel til min grav er min pligt.
Jeg fandt alt så naturligt som barn, det var naturbestemt.
Alene sidder jeg nu omgivet af mine forfaldne brødre.
En hjerne som jorden selv, og et sind større end universet.
Al videns spørgsmål er blot en trættende leg.
Dog undre jeg mig om et enkelt spørgsmål.
Hvad er det jeg ikke ser?
Ødelæggelse, død og kaos er kun en dagligdag nu.
Fred, omsorg og idyl er forlængst omme.
Jeg hader dem, fordi min kærlighed til dem er for stor.
De gør sig kun grådige, hadet og uønsket.
Dog gør naturens skønhed mine tanker fjern.
Hvem er hun og skal jeg byde hende op til dans?