Her går jeg nu, med verdens øjne på min ryg.
Folket, samlet af et nødvendigt had til en venlig sjæl uden lige.
Verdens ondskab syntes dem fjern, vis ikke borte.
Først kommer vrede, i verbal og usammenhængende form.
En grov voldtægt på de ord jeg selv formår at elske så højt.
Så de had fyldte blikke, små djævle former sig i deres ansigter.
Uintelligente og tosset brænder de verdenen, istedet for at se den.
Jeg siger min mening, men dækker den i kludrede ord og fortolkning.
Deres ansigter bliver mørke og groteske.
De ser ej mit budskab om ærlighed.
De ser ej mit budskab om kærlighed.
Jeg formår kun at ytre mine ord, så kommer løgnende frem fra deres sjæl.
Jeg påtager mig et smil, ser deres frustrerende ansigter.
De kender ej til den smerte jeg skjolder dem fra.
Jævnværdig af slægt men ikke af byrd, står vi her.
Når tiden render ud ser de ikke andet end et monster.
En kold krop uden sjæl, øjne uden lys.
Jeg står her som et menneske skabt monster og beskytter dem.
Ingen forventning om tak eller værdsættelse.
Jeg gør dette for dem og deres bedste da de selv er for unge endnu.
Stående på mine ben med krum ryg bærer jeg verdens kvaler.
Kun naturens skønhed er en lindring for dette menneskelige had.
Tårer falder som en brise da naturen ser igennem mig.
Jeg agere skalkeskjul for menneskets had.
Et udbrændt værn for menneskets renhed.
Jeg hader kun mig selv, for at elske dem så højt.