Jeg kører igennem byen
returnerer til kontoret
fra en dag der har slidt på mig
udsuget mig
brugt mig op
jeg kører igennem byen som tilstand
en grå sløret uvirkelig drøm
hvor mennesker bevæger sig søvngængeragtigt
mellem hinanden
alle er alene
selv de der er sammen er alene
kun børnene har en åbning til noget fælles
ellers er alle alene
kæmper sig igennem
ser over skulderen og krydser veje
jeg kan se det hele som fra oven
denne bys tilstand
at den er blevet syg
at den har feber
at den er døende
som om jeg stod på et hustag
og så ned på det hele
så hvad mennesker har gjort ved verden
ved hinanden
byen som tilstand som psykose
hvor alting på forunderlig tavs vis
hele tiden fungerer næsten gnidningsløst
men altid tavst, tavst som intellektet
København, intellektets by
jeg er på vej hjem
fra en dag der har udsuget mig
tømt mig brugt mig op
og snart vil spytte mig
ud i det vi kalder privatlivets fred
som er ensbetydende med ensomhed
på vej igennem byen som tilstand
en grå sløret drøm
intet kunne være mere uvirkeligt
langt nede i mig tænker jeg
der må være noget andet
der må findes noget andet
dette kan ikke være alt
og så ser jeg den
englen
stå på taget
af en høj grå
boligblok