Værterne ankommer først. Jes Sørensen, fødselar. Og hans kone Birthe. 75 år er et skarpt hjørne at runde og de glæder sig. Champagnen bliver hældt i glas og selvom at der er tre kvarter til gæsterne kommer, er humøret højt.

Da kl. bliver 10.20, begynder de første gæster at indfinde sig. Det var alle tiders ide at holde festen på et hotel, for receptionisten viser folk vej til både toiletter og garderobe, inden de til sidst bliver pejlet i retning af festlokalet. Det er brunch, men derfor mangler der intet af hverken akvavit, gammel dansk og hvad der ellers hører sig til. Og nok er gæsterne hovedsageligt langt over 70, men det betyder ikke at festhumøret ikke er som var de 14, dog en del mere velpåklædte.

Gamle Viggo er en af de første gæster. Han får anvist garderoben og går derud, hænger sin jakke og går så tilbage i foyeren hvor han finder en sofa og sætter sig. Et par af de andre gæster spørger ham, om han ikke skal med ned, men han smiler blot og siger, at han lige venter på sin kone.

Kl. bliver 10:35 og den sidste gæst kommer igennem dobbeltdørene, bliver anvist til gaderoben og tilslutter sig fest, men Viggo sidder stadig i sofaen og kigger i retning af dørene. Receptionisten spørg til ham, men han løfter blot hånden og genfortæller, hvordan han venter på sin kone.

Inde til festen er de andre gået i gang med velkomstchampagnen. Alle med hver deres glas, skåler de og Fødselar Jes byder velkommen. Tilbage på bakken står kun ét glas. En gæst hvisker til en anden, hvem de mangler? Denne svarer: "Gamle Viggo. Han venter på sin kone". Til dette svarer den første gæst: "Åh nej dog, stadig? Stakkels man, hun er jo død".