Jeg troede at jeg havde styr på den struktur verden var opbygget af.
Troede at verden var fast og indelukket,
men jeg fandt ud af at tingene i sig selv havde brug for at ånde ligesom mig.
Det var på en måde en lighed jeg kunne lide.
Men mit sind viste sig at være mere transparent end aflukket.
Andre kunne træde igennem mig som spøgelser, uden at de var det.
Stemninger blev aflejret i mig og jeg blev forkrampet og leragtigt ubehageligt.
Verden åndede igennem mig og telapatiske tanker vibrerede sirligt og smukt.
Jeg bar dem, jeg bar dem - Mennesker,
og de lidet troende projekterede smaskede rester over på mig.
Jeg blev fanget af kruseduller, så krusedulle hvad var du min vrede?
Et savn efter at bare være mig selv.
Alt handler om at til blive,
Men midt i skabelsen hører jeg sukkene,
Så det bliver til skabelse, renselse og helbredelse
af de mange.
Gud, kunst og bøn.
Amen.