Hvem var vi, smertens børn af tiden?
Grammatisk klemt mellem pegefinger og tommeltot.
Herskeren over os piskede ord ind i vores ansigter som vi bare måtte forstå,
uden at vi kunne stille spørgsmål til vanemæssigt spot.
Den narcissistiske totalitære magt tvang os ned i knæ bedende
efter nåde. De var gudløse skikkelser med grin på læberne,
og vores tro på det guddommelige , åndelige voksede sig større
end ord beskrev. Gud eller ikke gud, vi elskede noget så højt
at vores tårer pressede sig ind i nætternes stjerner
Så opslit var ordene at vi måtte skabe verden på ny.
Transformere det barnlige i fantasivæsnerne til
en røst folk samles omkring fordi de vidste der taltes sandt.
Stregernes tynde skikkelser vidner herom.