Han placerede sin overfede kødsæk af en krop på førersædet af sin rustne folkevogn. I samme øjeblik satte han nøglen i tændingen og tømte de lunke slamrester af gårdsdagens nossebajer. Fartøjet hylede som en brunstig sultan, idet han, i sin testosteronrus, klemte pedalen i bund. Begejstringen fra denne gerning blottede hans rådne fortand, der modsagde hans ellers barneagtige ydre. Han pressede det firhjulede monstrum til uigenkendelighed, idet han torperede den sørgelige og forladte landevej. Elskovslansen dunkede og bruste nu som var den en opstemt ballerino. Han greb telebrættet fra buskelommen, og indtastede med rystende håndbevægelser den blasfemiske, og dog velkendte, talrække.
   Som aftalt stod hun ved det forfaldende brændeskur foran præstegården. Hyperventileringen var total, og fra hans ædespalte fossede en fæl og fordærvet dunst, der fyldte den jammerlige kabine. Han skelede en sidste agtende gang til det frygtindgydende umenneske, men valgets mulighed havde for længst passeret. Atter drejede han nøglen om, og forsvandt tilbage til afgrunden. Under brændeskurets ly kunne man i det fjerne høre den rustne ligvogn brøle som en løbegal løve.