Kvindens hjerte synger en stille blues medens aftensolen sætter himlens skyer i brand.
Hun går langs bækken og hører vandets stille rislen og frøers kvækken i sivene.
En guldsmed tager en sidste rundflyvning på lange, elegante vinger.
Pludselig flænges idyllen af jetmotorers rasende brølen.
Hvide udstødningsgasser forstyrrer himmelbilleders skønne harmonier.
Maskingeværernes arrige bjæffen vækker angsten, der får den stille blues til at forstumme.
En blodigrød rose folder sig langsomt ud på kvindens bryst.
Hun synker om på jorden, der denne smukke aftenstund langsomt drikker blodet fra endnu et uskyldigt offer.
Larmende stilhed.
Solen synker langsomt ned bag horisonten.
Soldatens trætte øjne lukker sig.
En indre film begynder bag øjenlågene.
En film om vold, blod og grusomme pinsler.
om magtens mænd og deres ønsker,
om fornedrelse og manglende værdighed.
Han tænker på sin lille dreng derhjemme.
Mærker de små arme om sin hals og den klare barnelatter.
En tåre baner sig vej under de lukkede øjenlåg.
Ingen ser det i den mørke nat, og i morgen er han igen den barske soldat.
Måske engang vil alle kilder risle frit, frøer kvække i sivene og alle hjerter kunne synge en stille blues op imod himlens farvesymfonier.
Måske vil roser kunne folde sig ud med velduftende skønhed,og vi alle vil
blive brødre og søstre.
Måske engang når de barske soldater tør græde når andre ser det.