Den lille grønne frø boede ved bredden af andedammen sammen med mange andre frøer. De sagde alle sammen kvæk i det uendelige og tænkte ikke over, at det var uhøfligt sådan at kvække i munden på hinanden.
   En dag hoppede den lille grønne frø i vandet og svømmede ud til åkanderne som flød så kønt i overfladen med deres store blade og hvide blomster. Frøen kravlede op på et af åkandebladene som så ofte før, men i stedet for bare at sidde og sige kvæk fik den pludselig en tanke. Det var så usædvanligt, at frøen i første omgang blev ganske svimmel. Den var slet ikke vant til andet en bare at sige kvæk i kor sammen med de andre frøer, men egentlig var det ganske rart, da den først var blevet fortrolig med tanken. Den ene blev langsomt til flere og efter at have siddet der midt på et åkandeblad, og solen var vandret et godt stykke hen over himlen, blev de efterhånden mange tanker til en idé.
   Den hoppede ned fra åkandebladet og svømmede ind til bredden. De andre frøer sad stadig og sagde kvæk i munden på hinanden, men nu kunne den tankefulde frø ikke længere holde ud at høre på dem og forsøgte at gøre opmærksom på sig selv. Ingen lagde mærke til den, alle havde nok i deres eget, og nedbøjet besluttede den at drage ud i verden for at lede efter én, den kunne dele sine tanker med.
   Det var en stor beslutning for den lille frø, der var født og opvokset ved andedammen. Ufarligt var det bestemt ikke, når den nu skulle til at skille sig ud fra flokken, men den hoppede rask af sted fast besluttet på at finde nogen, der kunne andet end bare at sige kvæk.
   Det blev sværere end den lille frø havde regnet med. Den kom vidt omkring. Den så meget og hørte endnu mere og klogere og klogere blev den. Frøen var blevet velformuleret og kunne efterhånden tale flere sprog, men det hjalp den ikke. Desværre blev genvordighederne tilsvarende større, for mange kunne slet ikke forstå, hvad frøen talte om, når den f.eks. påpegede ulighederne i verden og kom med idéer om, hvordan alle kunne få det bedre. De beskyldte den for at være bedrevidende og mange andre grimme ting, og så var den desuden kun en frø, så den skulle ikke komme og bilde sig ind, at den var noget særligt. Mange direkte jagtede frøen for at slå den ihjel. Et par gange var det lige ved at lykkes for dens modstandere men på mirakuløs vis, lykkedes det frøen at undslippe.

Jo mere den udviklede sig på det åndelige plan des mere tilgivende blev den tilsyneladende også. Onde tunger påstod, at den bare have fået en voldsom depression. Under alle omstændigheder besluttede den imidlertid at tage hjem til andedammen, hvor den var vokset op. Der ville den finde det største og smukkeste åkandeblad, hvor den bare ville sidde helt alene og lade solen skinne ned på sig og filosofere over, hvor verden var underlig indrettet.
   Det gik imidlertid helt anderledes.

Den ankom til andedammen en tidlig morgen, og alle de fastboende frøer var allerede i gang med kvækkende at fortælle de sidste sladderhistorier i munden på hinanden, som de altid havde gjort. -Kvak, sagde den lille frø, der nu kaldte sig Andy, og begyndte at svømme ud mod det åkandeblad, som den havde udset sig. Den hoppede op på bladet og satte sig til rette under den hvide blomst. Nu ville den blot sidde og studere de drivende skyer på den blå himmel og have nok i sit eget selskab og sine egne tanker. Andy fulgte skyerne med øjnene, men syntes at noget var helt galt. I begyndelsen kunne den ikke finde ud af, hvad det var, men så blev den opmærksom på, at der kun var enkelte kvæk at høre. Det var ganske usædvanligt. -Kvak, sagde Andy igen. Den havde talt så meget på fremmede sprog, at den ganske havde glemt, at der hvor den var født sagde man kun kvæk. Nu blev der sandelig røre i andedammen!
   Frøerne svømmede ud til åkandebladet for på nært hold at se den nyankomne. Der blev en skubben og masen. Enkelte frøer måtte lade livet i kampen om at komme tættest på. Andy måbede af bare benovelse og var lige ved at falde ned fra åkandebladet. -Kvak, sagde den for tredje gang. Det var det samme som kvæk på fransk, men det tænkte den ikke på. Den havde jo talt fremmede sprog så længe, at det faldt den helt naturligt. Mindst 100 par frøøjne stirrede beundrende op på den lille frø på åkandebladet, og den stirrede tilbage. Endnu engang fik den idé. Den måtte straks efterprøves. - Kvak, kvak, kvak, sagde Andy, og der begyndte at komme forsigtige små kvaklyde fra de andre frøer.

Nu begyndte en lang og sej kamp for den lille frø. Den ville lære alle frøerne i andedammen alt det, den selv havde lært. Andy sagde, at de skulle lære at tænke selvstændig. Med det mente den, at de skulle lære at tænke som Andy selv, for den havde jo ret. Det troede den i hvert fald. Det rygtedes langsomt fra den ene andedam til den andet og videre fra det mindste vandhul til det største hvad der foregik, og Andy fik en større og større tilhængerskare. Til sidst var der så mange, at de kunne danne en hel hær.
   Nu er der vægt bag mine ord, tænkte den lille frø, nu kan jeg endelig drage ud og forandre hele verden. Den havde fuldstændig glemt sin beslutning om at leve et tilbagetrukket liv. Andy havde drukket af berømmelsens bæger og kunne pludselig slet ikke få nok.
   Den udråbte sig selv til general over den grønne hær. Alle de andre frøer fandt det til at begynde med helt naturligt og adlød general Andys mindste vink. Den førte sin hær bort fra andedammen og ud til fremmede egne. Nu kunne den endelig få alle sine idéer virkeliggjort.
   Det gik nu ikke helt, som Andy havde drømt om, for da de andre frøer opdagede, at der var andre individer med andre sæder og skikke i de fremmede egne, de kom til, så begyndte nogle af dem at skifte mening om Andy. Den var da vist ikke helt så klog, som den selv troede og også gav udtryk for. Der blev uro i geledderne, for nu ville nogen af Andys tilhængere have medbestemmelse over, hvad der skulle ske. Den lille frø blev rasende og forlangte at få oprørerne halshugget, men de gik selvfølgelig ikke frivillige til skafottet. De sluttede sig derimod til nogle af de modstandere, som Andy havde diskuteret med, da den rejste alene rundt. Der blev en babylonisk forvirring, hvor man efterhånden havde svært ved at se forskel på ven og fjende, da flere ligefrem begyndte at talte med flere tunger, når de kunne se en fordel derved.
   Der gik flere år uden at nogen af parterne rokkede sig, og Andy begyndte at føle sig gammel og udslidt. Den begyndte også igen at længes efter andedammen, hvor der ikke havde været nogen fortrædeligheder. Hvor den ene dag lignede den anden, og hvor en lille frø bare kunne sidde og vente på, at en flue kom flyvende forbi, så var maden reddet. En bolig kunne man altid få, for den lavede man bare selv i mudderet. Ikke stor og prangende men lige tilpas i størrelse til en frø og ikke fyldt med ting som man skulle passe på, for at andre ikke stjal dem. Andy besluttede at tage hjem. I ly af mørket begav den sig på vej. Det gik kun langsomt, for den kunne ikke springe så langt, som i de unge dage, men det gjorde ikke noget. Den havde tid nok nu og tog ofte et lille hvil i det saftige grønne græs, der groede i grøftekanterne.
   Den kom til en hovedvej, hvor biler susede forbi. Den sad længe og ventede på, at der skulle blive et hul i trafikken, så den kunne hoppe over på den anden side. Flere gange blev den ganske blændet af billygter, men endelig kom chancen. Andy hoppede ud på vejen. Den var kommet halvvejs over, da en bil igen dukkede op. - Åh, nej, kvækkede den lille frø, - nu dør jeg. Det gjorde den heldigvis ikke. Bilen ramte ikke Andy, men frøen havde fået et alvorligt chok og måtte holde et langt hvil, da den var kommet sikkert over i den anden vejgrøft.
   - Der var du heldig, var der en, der kvækkede.
   - Ja, det var jeg, kvækkede Andy tilbage. Den kiggede sig nysgerrig omkring men kunne ikke lige få øje på den anden frø, da der var temmelig mørkt på bunden af grøften. Månen, der havde været gemt bag en sky kom igen frem, og Andy fik nu øje på den anden frø. Han fandt stort behag i det, han så.
   Det var kærlighed ved første kvæk, og Andy begyndte at fortælle sin livshistorie. Han berørte kun kort sine nederlag men fortalte til gengæld længe om sine sejre og om den hjemlige andedam, som han var på vej tilbage til, for nu var han mæt af dage og ville nyde freden når heltemodtagelsen var overstået. Damefrøen kiggede beundrende på Andy, der var så klog og berejst og sagde, at hun gerne ville med. Hun havde aldrig været uden for grøften, og det lød så skønt bare at kunne sidde sammen med Andy på et stort åkandeblad og høre ham fortælle historier fra den store verden.
   Andy kiggede dybt i de tilbedende øjne og syntes, at han aldrig før havde set noget så smukt. Kærlighed gør som bekendt blind, og at den nye kærlighed måske ikke var den hurtigste knallert på havnen, opdagede han slet ikke. Han solede sig bare i den andens beundring.
   De to nyforelskede frøer begav sig straks af sted sammen. Måske tog Andy fejl af retningen, eller måske valgte han en anden retning med vilje, det er ikke til at vide bestemt, men efter nogle dagsrejser kom de i hvert fald til en andedam som var en anden end den, hvor Andy var vokset op. Han fortalte sin kæreste, at han havde taget beslutningen om at bo et andet sted fordi, han gad altså alligevel ikke længere at blive modtaget som en helt, og det ville han helt bestemt være blevet. - Jeg vil have dig helt for mig selv og bare leve i fred og ro med den familie, som vi to skal have, sagde han. Hvis en frø kan rødme, ville Andy måske have gjort det, men det kan en frø som bekendt ikke, så Andy slap godt fra den version af historien.
   Kæresten var dybt beæret og hviskede et lille kærligt kvæk til svar.

De slog sig ned ved den nye andedam og stiftede familie
   Når solen skinner sidder de tæt sammen på et stort åkandeblad med hvide blomster og små haletudser svømmer livligt omkring.
   Andy der ind imellem godt kan blive lidt filosofisk sidder og tænker på det gamle ordsprog - højt at flyve dybt at falde - men tænker så også på, at måske faldt han fra berømmelsens tinde der ude i den store verden, men han blev til gengæld konge i sin egen lille andedam, og det var han i grunden rigtig godt tilfreds med.