"Er jeg ikke god nok til at lave den åndsvage kaffe, er det det, du siger?"

"Ja, jeg siger at din kaffe er dårlig - og det har den været længe."
   ...
   Peter sætter med ét koppen ned og rejste sig fra sofaen, rasende. Han gik med hastige skridt ud i køkkenet og diskuterede videre. " Jeg er så træt af den her kaffe. Hver gang der bliver lavet kaffe, bliver den dårlig. Hver eneste eftermiddag det sidste stykke tid har den smagt kedeligt. Af ingenting. Kedelig og intetsigende. " Han river kaffemaskinen ud af køkkenskabet mens hun sidder målløs og grædefærdig inde i sofaen. Hun mangler ord. Ved ikke hvordan hun skal reagere - eller om hun overhovedet behøver at reagere. Et eller andet sted er hun udmærket godt klar over at kaffen er dårlig. Hver gang hun laver kaffe, prøver hun at forbedre den, men den bliver lige kedelig hver gang. Hun kan ikke gøre mere - hun vil ikke gøre mere. Hun vælger ikke at sige noget og hørte at han bliver mere og mere vred. Han råber ude fra køkkenet " Nu laver jeg en kande kaffe og så ser vi om den er ligeså kedelig. " Hun tænker at han giver det en sidste chance og håber inderligt at kaffen bliver god - for hvad sker der, hvis kaffen er ligeså intetsigende og på en måde .. død.?

Han kommer ind i stuen med den ny lavede kaffe, de smager på den i tavshed, men den er lige så kedelig og intetsigende som de andre kander kaffe der er blevet lavet de sidste lange stykke tid. Det er slut - og de ved det begge to. Kaffen er død. De har begge gjort det de kunne. Ingen ville gøre mere for, at kaffen bliver god.

...

I vrede og skuffelse rejser Lene sig, taber sin kaffekop og kaffen løber ud på gulvet.