Jeg sidder som nummer fem fra højre i tredje række.
   Her er pyntet op med unionsflag i dagens anledning. Det er lørdag og gråvejr udenfor.
   Jeg er årgang 25 og har derfor blå skjorte på ligesom de andre. Vi sidder i det nye regionspalæ, som blev opført sidste år. Det er en imponerende bygning, men som i de fleste nye energineutrale bygninger er her også hunde koldt.
   - Jeg skulle have taget min T-body på indenunder, man skal vel ikke sidde og fryse til sit eget bryllup. Eller rettere samscan, som det nu hedder.
   - Mine forældre blev gift i en kirke og holdt bryllupsfest, ligesom i gamle dage, men det var før religionskrigene i tyverne. De skulle også selv finde hinanden, og bære risikoen for at det holdt og at deres afkom ikke ville få genetiske defekter.
   - Sådan er det heldigvis ikke mere. Nu sørger den centrale unionsserver for perfekt match via samkøring af det internationale profil- og dna-register. Man spreder søgningen til at omfatte hele unionen for at fremme folkesundheden.
   - Jeg kender ikke min egen match, kun hendes nummer. Jeg tror hun kommer fra Ungarn State. Det så jeg på min GPS-scanner i går, da jeg fik sms'en fra hovedkvarteret. Jeg kunne følge hende hele vejen, jeg tror at hun tog Partikeltoget over Femern Bælt.
   Hun sidder på en række overfor. I rosa jumpsuit ligesom alle de andre.
   Regionskommissæren holder tale. Formaner og fortolker - på Unionssproget naturligvis:
   - Artikel 314 om forplantningskontrol og artikel 728 om samspil og moral for parpersoner og samfundsmæssig stabilitet. Underlig betegnelse i øvrigt, tidligere hed det vist ægtepar.
   Han taler i et alfaderligt tonefald, som skal virke overbevisende. Fint nok - lad os nu komme videre og få det overstået. Musikken starter, alle rejser sig og afsynger unionssangen.
   Udenfor står familie og venner og fryser. De er lige så spændte, hvem bli'r ny svigersøn eller svigerdatter.
   Nu sker der noget. Storskærmen over skannerporten blinker og præsidenten toner frem. Han ønsker tillykke og siger at han er glad for at vi nu er rede til at føre unionen videre som parpersoner med optimal reproduktion.
   Det første blå tal kommer frem på skærmen efterfulgt af et lyserødt med samme antal cifre - lige og ulige. Herefter følger de næste og folk rejser sig parvis i en symmetrisk dobbeltbølge med retning imod midtergangen.
   Salen summer af spænding.
   Jeg fryser ikke mere.
   Nu mødes de to og to i midten i perfekt digital koordinering. Hånd i hånd videre til skannerporten, som passeres med et elektronisk bip og en unionsfanfare.
   Jeg er ved at gå til af spænding. Hvordan ser hun ud. Er hun tyk, tynd, mørk eller lys, smuk eller grim. Jeg ved godt at det er det indre der tæller, men jeg har svært ved at holde min nysgerrighed tilbage. Nu er det min tur. Hun har grønne øjne. De smiler til mig og mit nummer.
   Jeg kan mærke at mit hjerte banker mens vi går gennem porten.