Der sidder en mand i min mave.
Han har siddet der i mere end et halvt århundrede, ja lige siden jeg begyndte at ryge. Det kan selvfølgelig også være en kone. Men jeg tror det ikke, for han er en rigtig led karl.
Af den type der ikke kan få nok..
Hvis ikke han får sin vilje skaber han et undertryk af afsavn, som kan få mig til at køre på tanken efter smøger kl.12 om natten.
Vi har som sagt levet sammen i mange år bortset fra et par mindre afbræk, hvor det lykkedes mig at slippe af med ham ved hjælp af plaster og stædig afholdenhed. Indtil det gik galt igen.
Helt af sig selv. Bare lidt af gangen. Han var med hele vejen, diskret i baggrunden. Indtil han fik mig på krogen. Og nu sidder han bare der og kræver ind.
- Men jeg gider ham ikke mere, jeg fyrede ham på gråt papir sidste søndag. I stedet ansatte jeg en kold tyrker, så jeg én gang for alle kan slippe af med idioten.
Manden i min mave er desværre ikke alene.
Han har en lille hjælper, som kravler op og ned af min manglende rygrad og hvisker til min slatne samvittighed.
"Der sker ikke noget ved det."
"Bare en enkelt."
"Til at lukke hullet i maven, så gi'r jeg et stykke tyggegummi bagefter, så er der ingen der kan lugte det.".
- Han er bestemt ikke dum, han ved lige præcis, hvilke knapper han skal trykke på.
Så sent som i går, mens jeg fyldte benzin på bilen. Jeg havde ondt af mig selv og var lige så sur som vejret.
"Bare en enkelt pakke Prince, jeg skal nok lade være med at sige det til nogen".
- Jeg bad ham om at klappe i, og satte kursen direkte mod apoteket, hvor jeg købte et plaster som jeg håber, er stort nok til at dække hullet i min mave.
Tyrkeren har jeg givet fri, så han kan få tid til at pleje sit eget dilemma, han overvejer at rejse hjem med en stor check fra Dansk Folkeparti, men det er en helt anden historie.