4Bølgeskvulp
Hendes taske rørte igen ved hans ben. Hun holdt med begge hænder ... [...]
Noveller
3 år siden
5Adam Holm
Jeg var hjemme i København på besøg. Det var i forbindelse med mi... [...]
Kortprosa
3 år siden

Puls: 0,0

Publiceret: 0
Afgivet: 0
Modtaget: 0
Viga Vestergård (f. 1981)
Hendes taske rørte igen ved hans ben. Hun holdt med begge hænder om smartphonen, den havde et pink plastic cover. Hun tastede løs med to mørke tommelfingre. Han kiggede på de mørkebrune hænder. Hun lugtede varmt og indtrængende. Han rømmede sig, gjorde sine skuldre brede, hvorved han gav hendes ene skulder et let puf, og hun kiggede på ham. Brune øjne, eksotiske øjenvipper.
   Han rømmede sig igen og pegede på hjørnet af den sorte velourtaske, stor og uformelig, der var kravlet sig over på hans venstre ben. Hun kiggede udtryksløst på ham, som om han ikke var der, eller som om hun ikke var der, og hev tasken til sig. Men den rørte stadig ved hans ben. Hun tastede videre på telefonen. Hun havde glimmer på neglene, eksotiske negle. Han kiggede ud af vinduet med en snigende fornemmelse af klaustrofobi, ledte efter trøst i gadebilledet. Der var en mærkelig ambivalens i hans krop.
   Han vred de bløde, rynkede hænder. De lyse øjne der, som håret, havde mistet deres oprindelige farve, løb i vand. Der var en sart, hvid, blød kvalitet ved ham, som stod i stærk kontrast til det utilfredse drag om munden, en størknet bevægelse. Han havde ofte set de sorte mennesker rundt omkring i byen, men han havde aldrig siddet så nær ved en. Draget om munden blev et øjeblik dybere da han tænkte:
   -Det er tydeligt, at hun ikke ved hvordan man opfører sig her.
   Han rømmede sig endnu en gang, denne gang højere, og rejste sig mens han kiggede sigende på hende. Uden at se tilbage på ham svingede hun benene ud mod midtergangen, mens hun krammede taskedyret indtil sig, så han kunne klemme sig forbi hende. Bussen drejede, han mistede et øjeblik balancen, faldt ind mod hendes skulder og mærkede en knitren fra hendes mærkeligt tottede pelsjakke. Med en uventet hurtig bevægelse greb hun fat i ham, for at stabilisere ham.
   - Er De OK? Hold fast, bussen slingrer rigtig meget på det her stykke... nu drejer den igen.
   Han greb fast i sædet overfor og bevægede sig ud i midtergangen. Han rømmede sig spædt, nikkede umærkeligt og smilede et undskyld, mens han holdt øjenkontakt med gulvet.

Da bussen stoppede, stod han af. Så stod han der, på vintergrå regnvåde Spreewaldplatz, med ustandselig trafik til den ene side og Das Wellenbad til den anden, hvor de store vinduer indtil svømmehallen afslørede en hob af halvnøgne, hektiske, badende børn. Bussen kørte videre og han traskede af sted i samme retning.
   Han havde egentligt haft for at tage i zoologisk have, når vejret var så dårligt var der kun få turister, få folk i det hele taget. Spreewaldplatz var dog 20 stop for tidligt, og han havde ikke lyst til at køre mere i bus. Han stoppede op, vendte om og gik i stedet den modsatte vej uden helt at vide hvor han ville hen.
   Han kiggede på sit armbåndsur, klokken var 10. Så var der besøgstid nu og indtil frokost. Han havde egentlig tænkt at besøge hende i morgen. Men hvorfor ikke i dag, nu var han jo alligevel i nærheden. Plejehjemmet lå tæt ved kanalen, en massiv brungrå betonbygning, der åd lyset omkring sig. Indenfor blev han altid overrasket over, hvor lyse og venlige de lange korridorer var, i modsætning til de små rum, der lå jævnt fordelt ned langs korridorerne, bag lukkede døre.

Han bankede på dør nr. 37. Katrin åbnede, som om hun havde stået på den anden side og ventet. Det havde hun måske også?
   - Nå, der er du endelig ', sagde hun. - Hvornår skal vi af sted?'
   Han blev stående i døren, og kiggede rundt i værelset. Det så ud som om hun var i gang med at pakke. Der lå tøj og toiletsager i sirlige bunker, klar til at blive puttet i en kuffert.
   -Hvor skal vi hen?', spurgte han.
   Katrin spejlede sig i det ovale spejl med træramme, der en gang havde hængt over et lille bord i deres entré. Hun purrede op i håret og klemte et par runde, skinende genstande fast på øreflipperne.
   -Ej nu må du holde op. Er du ikke klar endnu? Du må virkelig selv pakke din kuffert, jeg kan ikke finde dine ting. Vi skal da til at af sted, er det ikke klokken 13 vi flyver?
   Han satte sig i en af de to gråmelerede lænestole og observerede hende ømt og uroligt. Med alderen var de to vel egentlig kommet til at ligne hinanden mere og mere. Hun havde også svømmende, lyse øjne, og kort gråhvidt hår. De havde begge lidt større ører og næser end de havde haft en gang. Hun havde nu altid haft forholdsvist store ører. Han havde altid synes godt om de ører. Han sagde:
   - Vil du ikke komme her og give mig et kys? Og sæt dig ned, så drikker vi en kop kaffe sammen. Vi flyver først i morgen. Men det er jo dejligt, så har du allerede alt klar.
   Han tænkte:
   - Hvor mon hun tror vi skal hen?
   Han var stadig tiltrukket af hende. Men Katrin var som et barn, og nem at bringe ud af fatning. Det var ikke forsvarligt med for meget fysisk kontakt. I et glimt så han den syntetiske tottede pels, og de mørke, buede øjenvipper. Katrin trippede hen mod ham og kyssede ham på panden, satte sig ned, kiggede usikkert på ham,
   - I morgen? ...Virkelig? Ja, nogen gange tager jeg jo fejl af dagene.
   Hun kiggede lidt desorienteret rundt. - En kop kaffe ville gøre godt, du har ret.

Han gik ned til rullevognen, der var stillet frem til besøgende og tog en bakke med et par kopper, en af de små termokander med kaffe og et par sukkerknalder. Hvad var det mon for en rejse hun genlevede i dag? Deres tur til Rom? Deres badeferie ved det døde hav? De havde rejst en del, efter at Mona var flyttet hjemmefra. Før det havde de højst kørt op til Nordkysten for at bade. Han sukkede træt og sagde stille frem for sig:
   - I morgen har hun jo alligevel glemt alt om det.
   Katrin sad stadig i lænestolen da han kom tilbage. Hun kiggede op på ham.
   - Du ved, der er ikke andet end hvide sandstrande, sol og palmer i Agadir. Det bliver mageløst.
   - Agadir?, sagde han. Der havde de da aldrig været.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 09/01-2017 10:37 af Viga Vestergård (Vestergård) og er kategoriseret under Noveller.
Teksten er på 1059 ord og lix-tallet er 29.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.