Jeg begriber ikke,
hvordan du kan tage det så roligt,
når jeg konfronterer dig med det faktum,
at jeg har fået at vide,
at du har oprettet en profil på Tinder
- på trods af, at vi har været sammen i mere end 4 år.
Hvordan kan du opsøge andre græsgange,
hvordan kan du være så afslappet og... hverdagsagtig,
når du samtidig altid har haft SÅ stærke holdninger om utroskab?
Hvordan kan du få dine egne handlinger til at lyde helt uskyldige,
og samtidig få mig til at føle mig skyldig,
få mig til at krympe mig,
ved at sige, at det er et spørgsmål om tillid,
og at "du må jo bare stole på mig",
når det er dig selv, der har svigtet?
Og hvordan kan du pludselig - i ét snuptag,
få samtalen drejet ind på fremtiden, på børn,
sige til mig, at du omsider er klar til at stifte familie,
men at JEG skal ændrer MIG,
fordi JEG tydeligvis IKKE er KLAR.
Hvordan kan du få dig selv til at gøre alt dette,
når det er DIG, der har truffet et valg;
beslutningen om, at DU tør at løbe risikoen,
at DU er klar til at betale prisen, hvis dine handlinger bliver opdaget,
at JEG IKKE ER GOD NOK,
men samtidig ER JEG GOD NOK SÅ LÆNGE, DER IKKE ER ANDRE!
Hvordan kan du tillade dig,
at lade mig spilde min tid,
når DU VED,
at DU IKKE VIL HAVE MIG,
når det kommer til stykket?
Og - før du spyder mere ild, vil jeg bare sige:
JA, JEG VED GODT, AT VORES FORHOLD IKKE ALTID HAR VÆRET ROSENRØDT,
MEN I MODSÆTNING TIL DIG,
SÅ HAR JEG I DET MINDSTE HELE TIDEN VIDST,
HVOR JEG HØRTE HJEMME!