Du er taget til julefrokost.
Størstedelen af deltagerne er mænd,
der er kun nogle enkelte kvinder imellem.
Alligevel gnaver jalousien indeni mig.
Hvordan forklarer man, at man er jaloux,
når man tidligere har fortalt,
at jalousi ikke ligefrem er en følelse, man har stiftet bekendtskab med før?
Forsøger at holde mig beskæftiget med andre ting,
få mig selv distraheret, så jeg ikke tænker på dig.
Men mine øjne søger konstant min mobil,
tjekker løbende både SMS indbakke, facebook og instagram,
kæmper en indædt kamp for ikke at kontakte dig,
for at undgå at blive "hende den trælse derhjemme".
Jeg ved, at jeg burde føle mig sikker på dig.
Jeg bærer en ring, der bevidner dette.
Du har aldrig givet mig grund til at tvivle på dig.
Alt ved dig fortæller mig, at du vil mig,
at det skal være os for evigt.
Alligevel forestiller jeg mig alverdens ting i mit hoved..
Og når tanken først er der, forsvinder den ikke igen.
Tæller timer, tæller minutter, tæller sekunder til du er hjemme igen.
Sandheden er, at det er første gang, jeg oplever jalousi på denne måde
- med mig selv som ejer af følelsen.
Jeg ved, at det er mig, der har et problem.
Jeg ved bare ikke, hvad jeg gør ved det.
Angsten for at risikere at miste dig,
er langsomt begyndt at æde mig op indefra.
Du beriger mit liv hver eneste dag.
Alt, jeg tidligere har savnet i et forhold,
har jeg fået nu - sammen med dig.
Alt, hvad jeg ikke er, er du.
Du fuldender mig,
samler puslespillet med de resterende brikker,
jeg selv ikke kunne finde nogen steder
- før du kom ind i billedet.
Det er angstprovokerende at tænke på,
at du måske - lige nu - møder en anden,
der på alle områder overmatcher mig,
og fuldender dig bedre end jeg.
Jalousien gnaver,
bobler,
raser indvendigt.