Højt på øen
sidder jeg på klipperne
og ser ud over husene,
ud over vandet,
hvor isbjergene glider forbi
langsomt
ført af tidevandet
frem og tilbage.

Jeg ser op på fjeldene
på den anden side
af det lille stræde
der skiller øen fra fastlandet.
Til højre et glimt
af indlandsisen.
Til venstre endnu længere
ind i landet.

Bag mig ligger havet
med sine mange isflager,
små og store,
mellem hinanden.
Er de mørke pletter
blot skygger,
eller er det sæler,
der daser i solen?

Solen, der varmer min ryg
og gør lyset om mig
endnu skarpere,
som blænder mig,
når den reflekteres
i vand, is og sne,
mens den gør skyggerne dybere
og himlen højere.

Jeg hører snespurvens klare toner,
der føres langt omkring
i den rene luft.
Højt til vejrs i kirkens spir
har den sin rede
og midt i den lyse nat
hører jeg den
gennem hundenes hylen.

Kirken på bakken,
smuk,
i sin særprægede enkelthed
stolt knejsende over bygden:
Isortoq!
Det sted og de mennesker,
der gav mig Grønland i blodet
for resten af livet.