1There's just one thing...
There's just one thing I want to do, · sitting here quite close to ... [...]
Digte
16 år siden
1Jeg vil ha' ham for mig selv
Jeg vil ha' ham for mig selv, · ikke dele ham med andre. · Bare ham ... [...]
Digte
16 år siden
1Jeg lytter i natten
Jeg lytter i natten. · Var det en bil? · Standser den her · ved mit hus... [...]
Digte
16 år siden
4Du får mig til at græde
Du får mig til at græde. · Du får mig til at le. · Du får mig til at ... [...]
Digte
16 år siden
5At være digter uden ord
At være digter uden ord · er som en sporvogn uden spor. · At male ud... [...]
Digte
16 år siden
0He says the words
He says the words I long to hear, · Kisses away a little tear. · He s... [...]
Digte
16 år siden
1Livet svæved' mig i møde
Livet svæved' mig i møde, · haven duftede af grøde, · alle trængsler ... [...]
Digte
16 år siden
0Endnu en dag - En god dag - En særlig morge...
Slå døren fra og put dig under dynen, jeg kommer om en time. · Endn... [...]
Noveller
16 år siden
0Endnu en dag - En god dag - En hemmelige af...
Hun vågnede en nat og begyndte at skrive. Alle de tanker, der hav... [...]
Noveller
16 år siden
3Endnu en dag
Endnu en dag · uden svar på min bøn. · Endnu en dag, · hvor jeg elsker ... [...]
Digte
19 år siden
3Savnet
Savnet er så stort, · at det kan mærkes · i hele kroppen. · Jeg vil ha... [...]
Digte
19 år siden
5Bare sidde 10 minutter
Bare sidde 10 minutter, · uden tanke, uden mål. · Skænke mørkerøde dr... [...]
Digte
19 år siden

Puls: 0,0

Publiceret: 0
Afgivet: 0
Modtaget: 0
Kirsten Ankerstjerne (f. 1950)
Hun vågnede en nat og begyndte at skrive. Alle de tanker, der havde summet i hendes hoved de sidste to år. De ville ud, ikke nødvendigvis læses, men bare ud. Ud af kroppen, ud af hovedet. Så hun kunne komme videre. Ikke glemme, blot ændre dem til et dejligt minde. En erfaring rigere.

Tja, så var det altså, som hun anede. Det var ikke hende som menneske, men hendes krop, han skulle bruge for at få opfyldt sine fantasier. Han skulle bare vide, hvor langt hun vil gå i et forhold, men sådan skulle det altså ikke være. Ikke med ham. Hun håbede bare, at han ikke fremover udnyttede andre på samme måde, i så lang tid.

En dag ad gangen.
   Bitte små skridt.
   Hun fjernede sig, men det gik langsomt, hele tiden med et blik bagud, en hånd parat til... hvis nu ...
   Hele tiden i tankerne, ubevidst, spejdende.

Måske. Hvis hun havde været på en anden måde.
   Måske. Hvis hun havde sagt eller gjort noget andet.

Huskede alle ordene, det havde givet udtryk for noget mere: En gang. Med tiden. Alt bliver bedre. I næste uge. I næste måned. Ikke tænke så meget. Det kommer, når jeg får bedre tid. Jeg bor her. Nu bor jeg der, langt væk.

Hun var ikke bitter, det fik man sådan nogle grimme rynker af.

Ked af det, ja, såret og skuffet.

Ked af det, fordi hun havde følt, at hun nu endelig havde fundet sin sjæleven.
   Ked af det, fordi det sluttede på den måde. Ikke med et sidste møde.

Såret, fordi han ikke havde været ærlig. Som hun altid blev såret og ked af det, når andre misbrugte hendes åbenhed, tillid og godtroenhed. Det var hende så meget imod, at skulle møde andre med mistro. Hun kunne ikke være anderledes. Selvom det gav ar på sjælen. Nå pyt, der var så mange i forvejen. Men det ville nu have været dejligt med en, der kunne kysse dem - og fjerne dem med tiden.

Skuffet, fordi hun - endnu en gang - ikke havde kunnet gennemskue en mand. Altså skuffet over sig selv, at hun lod det vare så længe. At hun ikke havde krævet noget af ham. Ikke stillet de spørgsmål, som hun havde haft næsten lige fra starten, så snart hun følte, at der var noget galt. Det var jo så indlysende. Skuffet over, at hun havde været så let et offer.

Der hvirvlede en masse tanker gennem hovedet. Hun ville ønske, at hun kunne trække en ledning fra hjernen til pc’en, så hun slap for at skulle sidde ved tastaturet og lede efter lige de ord, der bedst udtrykte, hvad hun følte.

For hvordan skulle hun udtrykke sine følelser? Det svingende humør? Den ene dag lyst til - og så alligevel ikke den næste? Jamen, når det var lige ved, så var det da klart, at hun ville alt. Men så kom der andre signaler. Hvad skulle hun tro på?

Og atter hoppede hun med i legen, for hun ville ham jo. Hele tiden. Og ville vise, at hun ville ham. Åh, så meget. Og måske havde netop det været vejen frem? Havde han ikke selv givet udtryk for det? Eller havde hun bare tolket det på den måde, fordi det var, hvad hun så brændende ønskede sig?

Og hun vidste, at det ville være blevet godt. For dem begge to. For hun forstod og accepterede forskellighederne. Ønskede dem. Søgte dem. Havde søgt dem hele livet. Det - og så en, der forstod og accepterede, at hun var, som hun var. At hun lukkede af, når hun var i det hjørne. Når hun skrev. Når hun søgte indad. At hun havde brug for ensomheden, midt i tosomheden. Og at hun kunne - og ville - det samme over for ham.
   Hun var så sikker på, at hun havde noget at give ham, hvis han bare ville tage imod. Men det fandt han aldrig ud af nu. Synd. Trist.

Og nu forstod hun så, at det hele havde været ingenting, hele tiden. Følte sig leget med, udnyttet.

Hvor var det dog svært, det med følelser.

I mange år havde hun ikke haft tårer. Nu græd hun, ofte, højt, længe. Det gjorde ondt. Rigtig ondt. Aldrig havde hun følt så stort et savn. Aldrig havde hun elsket så voldsomt, så selvforglemmende. Så selvopofrende. Alt ville hun gøre.

Men det var lige meget nu. Det havde bare været en drøm. En dejlig drøm. Hun havde lært så meget. Om sig selv og sin krop. Lært at elske. At være sig selv og helt afslappet, bare lade tingene ske. Lært at gøre de ting, som hun aldrig før havde haft mulighed for at gøre sammen med en mand. Prøvet sig frem. Og nydt det hele. Også tårerne, for de viste hende jo, at hun kunne have følelser, stærke følelser.


* * *

   Som Ahasverus vandrer han.
   Fra sted til sted.
   Fra den ene til den anden.
   Hele tiden på farten, hele tiden på jagt.
   Han søger og søger.
   Men før han erkender, at han er på flugt, finder han det ikke.
   For det han søger, ligger i det, han flygter fra.
   Han kan ikke finde det hos andre, kun i sig selv.
   Og det kræver mod at se tilbage.
   Og acceptere.
   Og erkende.
   Sig selv.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 17/12-2007 14:33 af Kirsten Ankerstjerne (kapa) og er kategoriseret under Noveller.
Teksten er på 879 ord og lix-tallet er 16.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.