Endelig!

Dagens næstbedste stund var inde. De andre lå og sov, der var kun hende tilbage.
   Hun satte sig på toilettet med sin roman, tændte dagens sidste cigaret og forsvandt ind i en anden verden.
   Mens hun læste, forberedte hendes krop sig på dagens bedste øjeblik: når hun gled ind under dynen, slukkede lyset og rullede sig sammen i den elskedes arme.
   Hun lå ganske stille, trak vejret langsomt og roligt, mens hun tænkte sig til kys og kærtegn. I fantasien kunne alt lade sig gøre.

Nogle gange gik der et stykke tid, før hun fandt frem til nattens elsker. Der var efterhånden en del at vælge imellem.
   Den engelske Lord.
   Mureren.
   Den unge kollega.
   Kunstneren hun aldrig havde mødt.
   En tilfældig forbipasserende på vejen.
   Det var nødvendigt, at det var én, hun kunne sætte et ansigt på. Resten var næsten underordnet: nationalitet, hudfarve, hårfarve, øjenfarve. Det behøvede ikke at passe sammen, bare det passede ind i den stemning, hun var i lige nu.

Hvor længe havde det været sådan?
   Uafbrudt de sidste 5-6 år, men også tidligere i hendes liv.
   Siden hun var barn, havde hun søgt ind i drømmeverdenen, når virkeligheden blev for uudholdelig.
   Der havde været pauser, især i de første år af hendes ægteskab. Dengang hun endnu troede på, at hun endelig havde fundet den, hun skulle elske resten af livet.

Hvad var der sket undervejs?
   Mange ting, store og små, men først og fremmest havde hun ikke sørget for at kende ham godt nok. Han havde formået at skjule sit sande jeg i de første lykkelige år.
   Havde hun haft den indsigt og viden fra starten, som hun havde nu, så havde hun haft et valg, en mulighed for med åbne øjne at vide, hvad hun gik ind til.
   Dog var der vel også sket en forandring, nogle ville vel kalde det en udvikling, hos dem begge, men uheldigvis var deres udvikling gået i hver sin retning på de fleste områder: børneopdragelse, politik, livsanskuelse, arbejde. Hvem der havde udviklet sig mest var ikke let at sige. Hun følte ofte, at hun nok mest var gået i stå, især på de områder, hvor hun gerne ville have udviklet sig.

Efter at have slukket lyset i hele huset og set efter, at alt var klar til næste morgen, puttede hun sig ind under dynen. Endelig.
   Trække vejret langsomt og roligt. Komme i den rette stemning.

Havde hun nu husket at låse hoveddøren?

Et sidste kik på uret. 23.15, alt for sent igen. Lukke øjnene, smile til drømmen, føle sig frem til at være i teater, høre en opera sammen med ham.

Havde hun nu husket at lægge kontaktbogen tilbage i den yngstes skoletaske?

Arierne fra Madame Butterfly lød i hendes hoved. Festklædte mennesker omkring hende, hans hånd lå løst over hendes på armlænet, parat til et kærligt klem ved "deres" passager i musikken.

Havde hun nu husket at lægge indkøbssedlen i pungen?

Åh, glem nu den triste hverdag, bare lidt, til søvnen kommer. Giv dig lov til at slappe af og mærk, at du lever. Om ikke andet, så de par timer, til vækkeuret ringer og det hele begynder forfra igen.
   Der går længere og længere imellem, at det lykkes at slippe ind i søvnen uden de store bekymringer og spekulationer.
   Igen og igen kredser tankerne om de samme spørgsmål.
   Hvorfor lever jeg?
   Hvad er meningen med livet?
   Hvad er meningen med mit liv?
   Ville nogen savne mig, hvis jeg var væk i morgen?
   Bliver jeg nogensinde glad igen eller er livet slut for mig nu?
   Er der kun ensomheden tilbage?

Næste morgen står hun op som hun plejer. Sørger for morgenmad og madpakker, mens hun får børnene op og i gang. Skubber tankerne bort, der er ikke tid nu. Hvis hun giver efter for håbløsheden, vil morgenen ende med skænderier og alle vil tage af sted uden et ordentligt farvel, med dårligt humør, der vil ødelægge hele dagen.
   De sidste hektiske minutter, hvor hjernen lynhurtigt gennemgår alt det, der skal huskes, så alle har styr på dagens indhold, lige til aftensmaden står på bordet kl. 18.
   Som den sidste forlader hun huset, låser hoveddøren, mens hun vanemæssigt gennemgår huset rum for rum i tankerne: lys, vinduer, havedør. Jo, alt er slukket og lukket.

Op på cyklen og afsted.
   Mekanisk bevæger benene sig rundt og rundt, mens de mørke tanker atter trænger sig på.
   Hvorfor kan jeg ikke blive hjemme, rydde op, gøre rent, ordne huset, passe haven. Der er rigeligt at tage sig til en hel dag.
   Hvorfor er jeg dog på vej et andet sted hen?
   Svaret er let.
   Penge.
   Det koster at leve, at have børn. Andre siger, at det er et valg, men hun synes ikke, at det er helt så enkelt. Skal hendes børn have en chance i levet, så de selv kan vælge engang, så må hun skaffe dem mulighederne og kunne støtte og opmuntre dem i deres valg, bedre end hun selv blev.
   Hun blev først støttet, da hun valgte det, som man forventede af hende. Alle hendes drømme og planer om noget andet blev fejet af bordet som urealistiske, upassende.
   "Sådan gør vi ikke."
   "Sådan er vi ikke."
   Men hun følte sig aldrig som en del af dette 'vi'.
   De sagde jo selv, at de havde fundet hende i en rendesten.
   Hun vidste godt, at det ikke var rigtigt, men følelsen af at det kunne havde været sandt, forstærkedes af den manglende 'vi'-følelse.
   Hun var anderledes. Hun følte sig anderledes. Hun ville noget andet. Skrive. Tegne. Være kreativ. Og hun gjorde det, på trods, i trods?

Erindringerne hvirvlede rundt i hendes hjerne, som vinden om hendes hoved. Efterhånden som hun nærmede sig arbejdspladsen, ændredes tankernes indhold, så de blev rettet mod de næste timers virke. Hun havde skiftende arbejdstider. Nogle dage 3 timer, andre op til 8 og enkelte gange i løbet af året blev det til langt mere.

Da hun nåede frem, var hun en anden. Nu gjaldt det om at yde den indsats, der skaffede månedslønnen. Det var det eneste, der holdt hende oppe. Ikke at det hele var negativt, slet ikke. Hun havde da både gode kolleger og gode arbejdsforhold, men selve arbejdet var hende ligegyldigt. Hun gjorde pligtopfyldende det, der blev forventet af hende, ganske som hun havde lært som barn, men uden engagement. Hjertet var ikke rigtigt med. Timerne skulle bare gå så godt som muligt, hun skulle sørge for, at ingen opdagede hendes ligegyldighed og så kunne hun høste gevinsten, at komme hjem igen.

Hjem til indkøb, vasketøj, madlavning, børnene. Hvis de altså var hjemme. De var jo store nu, så de havde deres venner og fritidsinteresser. Men havde hun fået mere tid af den grund? Tid til sig selv? Det var hun blevet fortalt, at hun ville få.

"Bare vent til børnene bliver store, så sidder du pludselig der alene og ved ikke, hvad du skal få tiden til at gå med."

Hun var anderledes. Det gik ikke hende, som det gik andre.

Dagen gik som så uendelig mange andre før den. Ingen store begivenheder og heller ingen små, bare en helt almindelig dag. Nu kunne hun se hen til, at det igen blev den bedste tid på dagen.

Hvor var det dog tomt og trist.