Et eller andet sted, så ved jeg godt at det er forkert. Midt på marken, i motorvejen, i natten, med ham hvis alder er dobbelt min egen. I natten, under asfalten, vi mærker de forbipasserende. Ham, hvis kærlighed består af blodige spejle, en gammel stivelse. Ham, hvis umenneskelige kadaver er krodylt ækel. Og smuk i selv samme skal.
Ham der forklarer mig hvorfor væggene skriger, mens han stryger mit hår.
Han viser mig, hvorfor det er okay, at det ikke er.
Er plads til den mås der gror ud af vinduerne i hans bil, det burde fjernes med sprit. Mosset der langsomt og sikkert snirkler sig ud på foruden og lader os være alene, i stjerner. Dets grønne arme, der trækker mig ind, og gror stikkelsbær på mine ribben. Varmer mit uendelige sind, og lader min skimmelsvamp suge tårer. Jeg går i et med sædet, og ser tiden sluge slyngplanterne ind, på gps'en.
Lygterne kaster lange øjne, og lader røgen fra hans smøgere male mine lunger grønne. Kaffen vander bærrene og gør dem syrlige, så andre storme kan knuses i mine røde krøllede ar. Så alle de mænd kan drukne i hans bil-jungle. Jeg tøver ikke, når han brækker nakken på duen og inviterer mine kolde blege ben ind i et kram. Jeg tøver ikke, når han puster røg i mit sind og lader det dø i hans arme.
For jeg ved, at jeg er hjemme i stodderens klamme hjulkarat.
Jeg ved han er der under asfalten.
jeg ved jeg er i live når kulden gnasker og skrigene nærmer sig.
Jeg ved han puster frost på mit vindue, så jeg kan skralle tapetet af, og endelig sove.