Nede i byen Langs med gågaden, er der en skobutik. I denne skobutik er der de fineste sko, noget menneske kan købe for penge. Men inde i et hjørne står der en sko, som har stået der længere end alle de andre. Den er ikke slidt eller på anden måde dårlig, men solgt er den bare ikke blevet endnu. Det er ikke fordi der ikke har været kunder, som har set på den, men de har alle stillet den tilbage igen. Da den desværre ikke havde været noget for dem.

Der står skoen så og drømmer, drømmer om den dag den ku' blive solgt, og komme i en æske. Blive til et par med en anden sko, der matcher den. Sammen kunne de gå ned af gaden, og se på alle de fine ting, der blev solgt i de andre butikker. Skoen havde endog lovet, at den ikke ville gnave i hælen, hvis den blev solgt. Og måske hvis den var heldig, ville den kunne komme til at danse til sød musik. Ja, drømme var der nok af, men ingen kunder til at prøve den.

Rundt omkring skoen, stod der andre sko. Disse sko sagde tit til denne ene sko, at den rigtig nok var en fin og dejlig sko. Derudover sagde de også til den, at den nok skulle blive solgt engang. I starten havde den været glad for de søde ord, men senere var den kommet frem til, at det kun var ord og ikke realistisk. Derfor troede den slet ikke længere på det.

En dag kom der en kunde ind i butikken, og som så mange gange før rørte vedkommende lidt ved skoen. Jo, den passede rigtig nok til foden. Pludselig blev skoen taget med hen til kassen, Der blev den lagt ned i en æske. Skoen blev ført med ud på lageret, hvor en anden sko, blev lagt ned ved siden af den.
   "Nu er min lykke rigtig nok gjort," tænkte skoen fra hylden.
   Men da de kom til kassen, fandt man ud af, at disse sko ikke passede sammen. Der blev en roden i butikken, men til sidst måtte man opgive. Den sko som skulle have været makker til skoen fra hylden, var allerede blevet solgt til en anden. Nu havde den stået der, og ventet forgæves i alle disse år. Set vennerne blive taget ned fra hylden og solgt. Hvortil nye og smarte sko havde indtaget de tomme pladser.

Skoen blev derfor stillet ind på lageret, da man ikke kunne sælge Den. Skoen blev nu så forfærdelig ked af det, den mente at vide hvordan resten af tilværelsen så ud. Alene skulle den stå på en hylde, ja, der var rigtig nok andre sko der, med de lå alle i en kasse. Så der var ingen den længere kunne snakke med. Den følte sig mere alene end nogensinde.

Næste morgen fandt man en sko, hængende i dens eget snørebånd fra en knage. Skoen blev ført væk fra butikken, da man ikke kunne sælge en ener. Man kørte den så på lossepladsen. Der lå den nu sammen med alt andet ragelse og blev mere og mere slidt. Ingen fine butikker, ingen makker at gå op af gaden sammen med. Den lå snart under en bunke skrammel. Om den var lykkelig vides ikke, men den tænkte ikke længere på det, den så gerne ville have opnået. Den kunne ikke bevæge sig, men alligevel var den fri, da den ikke ventede længere.