Engang jeg Lyset så:
Sådan måtte det jo gå!
Hos min Skaber blev jeg skabt;
Ej at forglemme,
Ej heller at gå fortabt!
Livet var mig dog ej så let.
Thi jeg mødte modgang
På livets stafet!
Modgang i livet,
modgang i døden,
modgang hele vejen.
Selv modgang
med dig min egen!
Dog vil jeg aldrig glemme.
Den tidlige morgen
Da jeg med sagte stemme
Spurgte Englen ved min seng:
Hvem er du?
Er du kommet
for at tage mig nu?
Men Han smilede blot
Og sine sorte vinger mig viste
Han vidste jo godt
at jeg havde min livskrise?
Hvem anden end Ham forstår
Hvordan livet det nu går?
Englen mig livet viste
I et nyt lys: Thi det er jo Hans enterprise!
På denne Jord
Han dækker op til festligt bord!
Og med rosende adjektiver
Lærer Han mig nye superlativer!
Selv når jeg skal herfra
Kommer jeg ikke til at fryse
Thi Han råder over varme
Der har vakt
denne Verdens harme!
Han vil mig altid stå bi
Sådan må det bli'
D