jeg er bange for stilheden
men tør ikk og sige noget
det er som følge af jeg ikk kan genkende min hjemstavn
ved ikk hvor jeg ska liggge i havn
hvor de ska ku kende mit navn
der hvor alle kan se ind til rygmarven
mit utopia ligger uklart foran mig
jeg er en blind mand på trappen på vej ned
gunden til alt dette ser jeg dog klart
det var sommeren 16 det havde sin start
politiet kom og sagde de havde taget mit stash
jo den handlede om 300 gram hash
væk var de og blev ombyttet til sag
troede intet sku overgå den dag
jeg sku dog tage såh grueligt fejl
det gør jeg ikk kan se mig selv i det spejl
to dage senere ville hjertet ikk mere
hjertet blev slukket
hjertet blev startet igen
og ud i verden sku jeg endnu en gang
væltede i byen på andendags druk
blæst på pinde og whiskyflasker
jeg blev slået ned
skaderne kan du ikk se mere
men har dem i baghovedet hverdag jeg går
det er nogen uhelende sår
en brækket kæbe
fem løse tænder
en nerve der ga op
det var her hjernen sagde stop
derpressionen kom
og ville i ha mig i klørende
jeg ga op og derefter kom det gale efterspil
sprut weed og stoffer
det blev vejen for et voldsoffer
damen skred uden og se sig tilbage
140 i timen på en sne glat vej
slap uskadt fra et biluheld
ville jeg helst ha været væk?
spørg mig og du får det grimme svar
indlæggesen syntes som den eneste vej
mit marreidt synes at være og vågne op igen
panisk, revet rundt på gulvet endnu en gang
forvirret og forfærdet
det var ikk sårn det sku være
mine sår står som et åben brud
det fosser bare ud
hva ska meningen være og miste såh meget
på såh kort tid
de siger en ulykke kommer sjældent alene
men havde han behøvet og ta hele familen med?!
man må da håbe jeg må ende med og bli en stærkkere mand
i modgang ska vi genopbygges
men er det såh i medgang vi ska nedbrydes?
eller gør det os til voksne med et ubevidst barnesind igen
kan ikke fatte det
men vil måske heller ikk forstå
for det ku være sanheden ville ta handsker på og slå
omkuld ville jeg falde
men hva er bedst
den oplystes viden om virkeligheden
måske den naives forblottede realitet
ku jeg dog bare finde en grænse gang
man har ikk ondt af det man ikk forstår
nårh man ikk ved hva der forgår