Hvorfor
kan forandringen ikke komme
som lyn fra en klar himmel
med lysglimt, rabalder og regn i stænger
ikke dette hårde slid
for at løsrive sig fra hverdagen
krybende
så langsomt møjsommeligt som et dovendyr
hen i solstrålen af forandringen.
Nu har jeg smagt forandringen
været lige ved og næsten
formet mig efter den
så skal den komme til mig
i hurtige forunderlige ryk
ikke kræve hårdt arbejde og tålmodighed
kampen syntes uoverkommelig
Hvorfor?