"Ja, det er så kondolymer,
altså kønsvorter,"
sagde lægen,
som om min intelligens var lam,
mens jeg lå der med stængerne i bøjlerne
og skødet blottet i skam.
Sidst jeg kneppede hed det oktober,
dér på briksen var det februar.
Vi brugte endda kondom.
Penge lige ud af vinduet,
eftersom jeg har udflåd i trussen
og en klam kløe i kussen.
"Det kan også smitte ved kontakt her,"
sagde lægen
og pegede på roden af sin pik.
Hvad fanden kan man gøre?
Selv når der kun hores halvårligt
er der svie og straf.
Ikke kun med smerte,
fordi man i mellemtiden nærmest er vokset sammen,
men med blomkålsvorter nok
til at bage en fucking tærte.
"Det er da godt nok træls,
når nu du har beskyttet dig,"
sagde han så.
Nøj, hvor bliver man træt
for hans øjne siger,
at mine ord ikke har ret.
Tror bare jeg dropper sex
og flytter i kloster.
Historien om mine kønsvorter
er på linje med den om ens syge moster.
Lige så usandsynlig
som Helligånden og Jomfru Marias drama.
Det må sgu da give nogle ekstra point
til min kriseramte klamkøns-karma.