Mørkets symbiose med erindringens skikkelser,
støvkorn der impulsivt blev lyskeglens ballerinaer.
Operatørens rem søvn i takt med spolens beretning,
den bagerste tilskuer med blodets dobbeltsmil.
Billetten, kriminal assistenten overskrævs,
studerede en trofast gænger, en sidste fremvisning.
Livets exit for lærredets skurke, betjenten hviskede,
en skygge, salens konduktør på sin runde.
Albinoen kiggede på sine kort, skråvæggens tapet,
dansede med Astaire og Ginger, replikkernes memoir.
Japanske reflektioner fra bladets æg, spejlede sig,
han trak sig i uniformen, satinundertøjet tændte ham.
Han blev prikket, kriminal assistentens faste signal,
befandt sig godt i mørket, salens tusmørke.
Det orientalske stål lå i hans hånd, reaktion,
til tjeneste! Gæsten svarede, jeg sad forrest.
Undertøjet ophidsede ham, klippede billetter,
filmens start, så sit offer og holdt kniven.
Nærmede sig hastigt, kendte flugtvejene,
Lyset var over ham på et sekund, igen statist.
Dobbeltdørens smæld, sidegangen passeret,
kriminal assistenten pustede tungt, væk!
Filmstrimlen slog mod apparatet, derinde,
den forreste tilskuer, statist for strimlen.
Han lukkede øjnene, så det blodige dobbeltsmil.