Når hun ligger der og dør langsomt,
så husk hvordan det hele startede.
Det startede med dråber fra det mørke intet,
dråber som ikke gjorde andet end at ætse.
Hun forsøgte at rumme dem alle,
hun forsøgte at placere dem de rigtige steder.
Nogle dråber forsøgte hun at hjælpe,
andre gemte hun i sit hjerte.
Dråberne ætsede hende gang på gang.
Når de var mætte og tørre, var hun ætset sort.
Dråberne havde hvisket hemmeligheder hun ikke kunne glemme,
de havde stjålet hende lidt efter lidt.
Til sidst stod hun bare dér foran jer alle,
fortæret og udmattet.
Og det eneste I gjorde, var at udpege hendes ar
uden at tænke over hvorfor hun egentlig havde dem.