Undskyld, at jeg ikke straks gav det til dig.
Jeg vidste det jo ikke. Jeg vidste ikke at det tilhørte dig.

Du skriger at gulvet er dit, og jeg hopper op på sengen.
Du skriger at dynen er din, og jeg smider dynen ned på gulvet.
Du skriger at lagnet er dit, og det smider jeg også på gulvet.

Nu skriger du at sengen er din.
Jeg løber henover gulvet mens du råber ad mig.
Jeg hopper op og står på vindueskarmen, mærket af angst og skam.
Du skriger at vindueskarmen er din, jeg hopper videre til den næste.
Den næste tilhører også dig.

Jeg hopper rundt. Du råber at det hele tilhører dig.
Du tager bare. Det hele er dit, jeg skal nok lade være med at kræve det tilbage.

Undskyld, at jeg ikke kan læse dine tanker.
Undskyld, at jeg ikke giver dig det du vil have, omgående. Det, du kræver.

Mit hjerte hamrer løs. Du skriger at mit hjerte tilhører dig.
At jeg ikke skal være så skide bange og så skide fortabt, for du passer jo på mig.
Undskyld. Jeg vidste ikke, at du ville beskytte mig.

Hop, hop. Jeg hopper rundt som en gal mens du går og skriger ad mig.
Jeg er som et skræmt lille dyr.
Nej, ikke der. Nej, heller ikke der.
Kom til mig. Nej, kom ikke her.
Du skal det, du skal ikke.

Undskyld. Undskyld. Undskyld.