Når jeg stirrer på den landskab,
Føler jeg en mærkelige vind på mit vindue,
Føler jeg bare den vind, ligesom tiden,
Tiden den vil gå uden grund.

Hvor er dine skridte lige nu?
Det er fordi jeg er føler vinden på mit ansigt,
Dine skridte er søger efter på vinden til at eksist,
Som freden, at vi var vant til redde til hinanden.

Der er en uendelige fred på den vind,
Disse hånder søger efter på sandhed
Når jeg føler sint hjert I hver ord at var talt.
Du siger til mig ingenting at jeg har ikke kendt på mit hjert først.

En kærlighed så stor kunne bare være taget for givet.
Den måte kærlighed, uden bange for at nå sin slut.
Der var for os, ikke for vores levetid, men for vores sjæller,
der er uendelig.

Ligesom kærlighed at vi tillader at eksist.