De sidste blade falder,
ensomme og spredte kan jeg høre dem,
når de slipper træet for at styre nedad som flade propeller
og lande i den knitrende frost på jorden,
hvor de bliver liggende helt stille
som i forladte tanker.
De er døde nu.
Den var regnvåd i eftermiddag,
og bladene bløde som jorden
de lå over i gule og brune farver
i flere løse lag,
den kolde dag der ventede på vinter
så bare på mig og blinkede fra sin fjerne stilhed.
De sidste blade har sluppet himlens blå
og det gyldne solskin,
den spæde grønne farve mistede
langsomt sin tone i forandringens skær,
blev mørk i sommerens varme vinde,
og hørte på musvågens skrig over marken.
Under svirrende svaler stod mit træ,
imens bladene knyttede sig ind mod døden,
den bløde store pude som de kender
som den evige trøst
midt i sandhedens længsel.
De sidste blade falder
endnu med lange pauser,
der er kun nogle få tilbage højt deroppe
mellem de blinkende stjerner.
Hvad tænkte du, mit blad ?
Hvad tænkte du, hele dit liv ?
Hvad vidste du,
om de følelser alt der lever har ?