Evig prik og hudløs sitren,
uden ophør og fri,
for høj, for lav og forkert.
Kun glimtvise blink,
af balance og bod,
min sjæl og krop er for blød.
Tvunget og knægtet,
uden kontrol og førlighed,
med rysten og nattesved.
Lad mig være i fred,
min hjerne går ned,
et tal er alt der skal til.
Ingen kan se den tid jeg bruger,
de nåle jeg lever,
den skam jeg bærer.
Jeg snyder konstant,
for høj, for lav,
og synder konstant,
for lidt og forkert.
Når jeg dør for tidligt,
vil de sige i smug:
"Han snød og gjorde det dårligt,
for højt, for lavt, for dumt,
hvor synd og for sent."
Giv mig al den tid tilbage,
jeg bruger på nåle og angst,
og elske dig,
uden tal og tjek i stribevis,
fri med munden fuld af kage.
Mit handicap kan ingen se,
ingen holder min dør,
og græder for mig,
og siger i smug:
"Hvor tapper og stærk,
han skal ha en chance til."
Mit blod er koldt,
af nåle og skyld,
af ødelagte øjne,
og slatne pikke.
Det er så pinligt at tro
at jeg ku få fri,
i din sofa,
med munden fyldt af kage.
Jeg er kronisk.