"Det er let nok at være bagklog," sagde den ældre herre til sig selv. Han var efterhånden temmelig senil og fik megen tid til at gå med at sidde foran fjernsynet og se udsendelser. I sin aktive tid i erhvervslivet havde han haft en god stilling som fuldmægtig i justitsministeriet. Han havde haft travlt hver dag på arbejdet med at lave udkast til love, som skulle bruges af befolkningen til at finde ud af, hvad der var rigtigt og forkert, når en beslutning skulle tages.

Hans nærmeste medarbejdere var politikere på Christiansborg og en dag i sine unge år, hvor han stilede mod at blive departementschef, blev han på en ubehagelig måde nedstirret af en rasende justitsminister, der sagde at en sådan knægt som ham, ikke skulle blande sig i om de forskellige love stred mod hinanden. Han skulle blot gøre sit arbejde og lave den lovtekst som passede til det kompromis de politiske partier var blevet enige om i udvalgsarbejdet. At det der blev sagt i folketingssalen under første, anden og tredjebehandling af et lovforslag, ikke var det samme som det der blev aftalt da regeringen tiltrådte, var ikke hans sag, men eftertidens, og det skulle han nok på et eller andet tidspunkt få at føle.

Den tidligere fuldmægtig, som lærte at tie og adlyde, satte herefter aldrig mere næsen op efter at blive departementschef. Han følte, da han fik sin overhaling, at hans verden helt konkret burede ham inde, han tanker blev mekaniske og uden sammenhæng. Overblik over noget af det han lavede havde han ikke. Han mistede interessen for juraen. Men han skulle jo leve af et eller andet. Og da ingen fyrede ham, ja så blev han i sin stilling og levede en grå og trist tilværelse, hvor virkeligheden efterhånden blev ham uendelig ligegyldig.

Og nu sad han i sin lejlighed og fortrød, at han nogensinde var begyndt i gymnasiet. Mens han sad og zappede væltede fortiden ind over ham og overdøvede hvad han hørte og så i sit fjernsyn. Han havde ingen indflydelse på, hvad der dukkede op i erindringen, og han havde ingen indflydelse på, hvad der strømmede ham i møde fra fjernsynet.

Med ujævne mellemrum blev han grebet af et ustyrligt raseri og en dag, hvor han stod nede ved bageren og ville købe et franskbrød, stod der en anden kunde foran ham. Han blev helt og aldeles ustyrlig og hvæsede, at han fandme ikke ville stå her hele dagen og vente på et franskbrød.

Den unge ekspedient var ganske målløs og tog en pose og fyldte den med molbosnegle uden at høre, at det var franskbrød, han ville have og rakte den til den underlige mand . Han rev posen ud af hånden på hende og hvæsede, at han fandme nok skulle få lukket den skide bagerbutik, så møgbeskidt der altid var i bageriet.

"Så slap dog af mand," sagde en kone til ham, og det skulle hun aldrig have sagt.
   Den tidligere fuldmægtig gik to skridt hen mod konen og hans øjne stirrede så indtrængende på hende, at hun lige så stille tørrede ind og blev forvandlet til en bakke med studenterbrød, der svævede halvanden meter over gulvet. Så snurrede han rundt på hælene og gik roligt ud af butikken, som om intet var hændt.

Lidt efter sad han i sin stol og åd molbosnegle og drak kaffe og så fjernsyn og tænkte ved sig selv: 'Man kan altid være bagklog'. Og erindringerne fra hans liv begyndte igen langsomt at blande sig med flimmeret fra flimmeren og da trætheden indhentede ham faldt han i søvn.

Han drømte at han gik på en strandbred ved solopgang og ledte efter flade sten, som han slog smut med hen over den sølvklare vandoverflade.