Du venter på perronen.
Du venter på det, som skal føre dig væk.
Du tænker på dagen, der er gået.
Du tænker, at du endelig skal få fred og ro.
Pludselig ser du lys for enden af sporene.
Nattoget er endelig på vej.
Du ser andre skikkelser bevæge sig.
Du tænker, at de ligesom dig også vil føres væk.
I nattoget finder du en plads.
De andre skikkelser finder også deres pladser.
I nattoget er man sammen om at være alene.
Du tager masken af.
Du kigger ud og ser byens lys og menneskene, der forsvinder.
Du tænker på ugens maskebal.
Du tænker på dem, som stadig har masken på.
Kommer de også til at tage den af?
Du ser ud gennem vinduet og ud i mørket.
Du ser et ansigt, som du havde fortrængt.
Men du genkender langsomt dig selv.
Du havde glemt uperfektheden.
Dine øjne er et dybt og bølgende hav, og dit ansigt er et goldt landskab.
Du ser på masken.
Den er perfekt som et hvidt stykke papir.
Kan du leve uden den?