På perronen stod en mand og ventede på toget. Han havde allerede stået der noget tid. Og selv om hans ben begyndte at gøre ondt, ville han ikke sætte sig ned. 'Bænke er for hjemløse og gamle damer' tænkte han. Og han var ingen af delene. Derfor blev han stående.

Det var efterår og manden havde taget sin lange jakke på, som han havde haft i mange år. Han huskede ikke, hvor mange år, men jakken var nærmest blevet en god ven, en han følte sig tryg ved.

Som klokken nærmede sig 15:35, hvor toget skulle afgå, kom der flere mennesker på perronen. En kvinde og en lille dreng stillede sig tæt på manden. Den lille dreng skreg og løb rundt om sin mor.
   "Hvornår kommer toget?" spurgte drengen.
   "Snart." svarede moren, mens hun kiggede ned i sin mobiltelefon.
   "Hvor langt skal vi køre?"
   "Fem stationer."
   "Hvor lang tid tager det?"
   "En time."
   "Jamen, jeg er sulten!"

'Åh gud' tænkte manden og gik væk fra kvinden og drengen og hen til stationens ur. Da han var nået derhen, kiggede han forsigtigt på sit armbåndsur og konstaterede, at toget var forsinket. Han kiggede rundt på de andre mennesker og irriterede sig over, at han tilsyneladende var den eneste, som gik op i tiden.

Men endelig kom toget. Det var tre minutter forsinket, men kun manden lod mærke til det.

Da døren åbnede sig, trådte han til side, så de rejsende kunne komme ud. Men inden alle var kommet ud af toget, begyndte nogen at skubbe sig frem for at komme ind i toget. Manden rystede på hovedet.

Da manden fik sat sig inde i toget, mærkede han hurtigt en velkendt smerte i ryggen. Smerten bredte sig og gjorde hans ryg varm og følsom. 'I det mindste har jeg ikke længere ondt i benene' tænkte han og stønnede en smule.

Ved den næste station satte et yngre par sig over for ham. De havde en lille pige med. Manden forberedte sig med det samme på at blive irriteret, men pigen sad roligt og sagde ikke en lyd. Hun smilede til ham og han smilede igen. 'Jeg kunne have haft en datter som dig,' tænkte han, 'men det er for sent nu.'

Det yngre par og pigen stod af ved den næste station. På deres plads satte der sig en midaldrende kvinde. Kvinden begyndte at rode med sin taske og fandt et lille spejl frem, så hun kunne se, om makeuppen sad rigtig.

Hendes blik faldt på manden.

"Jannik, er det dig?" udbrød kvinden og lagde en hånd på mandens lår. Hun var en gammel kollega.

"Hvor er det længe siden!", sagde kvinden. "Hvordan har du det?"

"Godt." sagde manden. "Hvad med dig?" Han smilede en smule anstrengt.

"Det går også godt. Jeg har jo faktisk fødselsdag i dag, men du er lovligt undskyldt, hvis du havde glemt det." Hun grinede.

"Til lykke." sagde manden høfligt. Hans smil blev en smule mere naturligt.

"Og du vil sikkert spørge, hvor gammel jeg bliver!"

Manden tav.

"Jeg runder et skarpt hjørne og bliver 50!" sagde kvinden og klappede manden på låret. "Men det er jo gammelt i forhold til dig."

Manden bevægede sig en smule uroligt.

"Du er vist ikke meget ældre end min ældste søn." sagde kvinden med et smil.

Mandens smil blev igen anstrengt.