"Hvad med at få dig en hund?"
   Jeg har siddet og gloet ned i min halvtømte kaffekop og registrerer kun bemærkningen med et halvt øre. Servietten der ligger på underkoppen er prydet med små blå klokkeblomster og krummer fra dét stykke sandkage, der for et øjeblik siden lå på den.
   "En hund?" Jeg ser på Vibeke henover brillekanten. Som hun sidder dér med sin kaffekop mellem hænderne og smiler dét der opmuntrende, hvide smil, spredt af rødmalede læber. Der sidder kagekrummer i hendes mundvige.
   "Ja! Bare en lille én. Ligesom Fifi!" Hendes toneleje begynder langsomt at bevæge sig op i det skingre. Idéen om at jeg skal have en hund har sat sig fast i hendes hjerne nu, jeg kan se det. Og den vil med stor sandsynlighed ikke give slip lige foreløbig. Jeg drejer hovedet og betragter den lille brune yorkshire terrier, der ligger på gulvtæppet bag os og tygger på én af Vibekes lyserøde hjemmesko.
   "Hvad skulle jeg dog med en hund?" Spørger jeg.
   "Der er da så mange fordele ved at have en hund!" begynder hun og lader tungen glide henover fortænderne. Med én af lommeletterne på bordet dupper hun forsigtigt læberne rene for sandkage. Jeg tager en mental dyb indånding. Bag mig kan jeg høre den lave knurren, der kommer fra kræet på gulvtæppet, mens sutskoen langsomt bliver maltrakteret. Vibeke skænker mere kaffe op til os begge.
   "Jeg synes altså bare, at du skal overveje det. Man er aldrig alene, når man har en hund"
   Alene. Jeg har kendt Vibeke, siden vi gik på HF. Hun har en fantastisk egenskab til altid at se det positive i enhver situation, hvilket er noget der ofte har hjulpet hende i livet. Én af hendes yndlingsreplikker er, at intet er så galt, at det ikke er godt for noget. Men nogle gange er det bare ikke rigtigt. Man kan ende steder i sit liv, hvor noget er så galt, at intet hjælper. Hvor alt bliver overskygget af lige præcis den ene ting, der er gal, og det er så galt, at det ikke på nogen måde ville kunne anses for værende godt.
   "Du kan jo så godt lide at løbe. Det kunne være noget, som I kunne lave sammen. Altså jeg siger dig, der er så mange, der ikke ved, hvordan man motionerer ordentligt med deres kæledyr." Som på stikord, rejser hun sig med det tomme kagefad, træder henover kræet og tripper i sin nydelige, skræddersyede spadseredragt ud i det lille hvidmalede køkken. Jeg kan høre hende åbne og lukke de nuttede skabe med vitriner, lyden af blomstrede tallerkner der klirrer og poser der rasler.
   "Min veninde Marianne har sådan en golden retriever, som hun tager i parken hver torsdag og søndag. Du ved, dér i det nye område, som de har anlagt, hvor man kan lade hundene løbe frit. Så tager hun en frisbee eller en anden form for legetøj med. Altså jeg siger dig, det er så sundt. Ja, nu er Fifi jo ikke rigtig dén type hund, som man motionerer med, men..." Jeg kaster et blik på pelskuglen på gulvet. Den er i gang med at skabe en symfoni af sømme der sprækker, syninger der flænses fra hinanden og som underlægning en næsten lydløs tyggen og gnaven. Sutskoen synger på sidste vers.
   Vibeke kommer trippende tilbage med kaffekanden.
   "Jeg skal ikke have nogen hund" siger jeg afmålt, da hun igen har sat sig i sofaen, og så tager jeg en tår af kaffen. Jeg anser diskussionen for værende lukket. Men hun vil ikke opgive. Vibeke opgiver aldrig.
   "Jeg tror altså, at du kunne have godt af det Martha. En hund gør alting meget bedre og efter alt det du har været igennem med det lange sygdomsforløb og Flemming..."
   Jeg knalder kaffekoppen ned på underkoppen. Den rammer skævt, så det giver et ordentligt smæld, og kræet på gulvet giver et højt bjæf fra sig.
   "Vibeke for fanden. Hør nu efter, hvad jeg siger. Jeg skal ikke have nogen forpulet hund."
   Jeg kigger på hende. Hun sidder helt stille og stirrer ned, nu med kaffekoppen klemt i de velplejede hænder. Hendes rødmalede mund har forvandlet sig til en tynd streg. Så begynder underlæben af bæve svagt. Først er det en bevægelse, der næsten ikke er til at spotte, men jeg kan genkende ansigtsudtrykket alt for godt.
   "Vibeke..." Jeg rejser mig og sætter mig ved siden af hende, hvor jeg lægger armen om hende. Hun læner hovedet mod min skulder.
   "Jeg ville jo bare gerne have, at du blev glad igen." Hendes stemmer er blot en hvisken. Jeg lukker øjnene, læner hovedet tilbage mod sofaens ryglæn. En træthed overmander mig. Mine øjne, der stadig er hævede, dunker nu inde bag de sænkede øjenlåg, og jeg kan mærke, hvordan huden omkring mine næsebor er slidt og ømt. Vibeke giver et snøft fra sig.
   "Men du taler som om, at en hund ville kunne erstatte ham. En hund i stedet for en mand, Vibeke. Kan du ikke selv høre, hvor langt ude det lyder?"
   Hun nikker ned i min skulder. Vi sidder lidt sådan uden at sige noget. Eftermiddagssolen falder ind gennem vinduet og rammer terrieren på gulvtæppet, der er blevet træt af den nu fuldstændig splittede sutsko og har lagt sig på resterne med et lille grynt.
   Så rykker Vibeke sig lidt væk og begynder at rydde af sofabordet, mens hun kaster et blik på uret på væggen.
   "Nå, nu er klokken da også blevet mange. Jeg har jo en aftale hos min fysioterapeut her om en time"
   Jeg hjælper hende med kopperne og fadet og samler mine ting sammen. Sørger for at smide alle de brugte lommeletter på sofabordet i skraldespanden. Ude i entreen giver hun mig et langt knus og får mig til at love, at vi skal ses igen snart. Altså hvis jeg har overskud, når hun lige at indskyde. Da jeg er trådt ud af døren, ud på den lille hvide grussti, der fører hen til lågen i stakittet, kan jeg høre hende gennem sprækken i døren, inden hun lukker den:
   "Men jeg ville nu tænke over dét med hunden, hvis jeg var dig!"