Hvordan kan man egentlig leve et normalt liv nu? Trække vejret? Stå op om morgenen? Gå på arbejde? Skole? Smile til verden, som om intet var hændt. Være glad. Men ikke oprigtigt.
   Når... Svigt. Vold. Misbrug. Overgreb. Død. Ødelæggelse. Tab. Drab. Tumult. Ondt i krop og sjæl har fyldt så ekstremt meget i hele ens liv. Hvordan gør man egentlig? Ja hvordan siger man det? Hvordan får man ordene ud af munden? Hvordan forklare man sig? Hvordan fortæller man det? Alle de spørgsmål...
   de fleste kender mig nok som en livsglad pige, med et kæmpe smil på hver dag. Men sandheden er en helt anden.. Og jeg vil gerne fortælle min historie nu. Jeg er klar til at være åben og aldrig gemme mig mere.
   I mange år levede min mor med en mand som ikke var særlig sød ved hende. Deres ægteskab og tilværelse var fyldt med vold, druk og stoffer. Manden er min far.
   Som enhver anden har vi alle en forestilling om hvordan livet skal være og hvordan livet bliver. Hvilket som regel aldrig bliver som man havde forestillet sig eller ønsket.
   Jeg havde i hvert fald aldrig drømt om at min far skulle blive barnemorder. For det er det han er.
   Hele mit liv har jeg været flov. Flov over hvem min far var. Og det han havde gjort.
   Som barn forstod jeg ikke rigtig noget. Men nu er jeg voksen, og jeg forstår alt mere end mindre. I løbet af mine voksne år har jeg fået af vide at de andre børn i skolen ikke måtte lege med mig, fordi min far, var ham han var. Det gjorde ondt. For det var jo ikke min skyld. Eller var det? Jeg er så forvirret. Jeg er rodløs.