Florlet falder morgenduggen
spreder mørke fra lys
Mosekonen rører
lader intet forstyrre.
Hun nynner let
en vemodig melodi
tænker på gale tider
og livets parodi.
Smider strømpen
stamper tiden frem
Ud af jorden
lyder mindernes sang.
Varmen vinder
morgenduggen er væk
mosekonen går til ro
og dagen smiler kækt.
Ude i byen
ikke langt fra
mosekonens bo
høres skrig
fra verdens vinde
sjæleslør der spinder.
Hun ligger og griner
skubber den anden strømpe af
Hun er et med lys og mørke
finder velbehag i alle lag.
Vogter sig ikke
for tidernes skærende stemmer
knækker dem med sine hænder og tænder.
Spytter resterne ud
sover fredfyldt videre,
Det er som hun nynner
til alle tider.