Håbet kommer i form af ordet, Elektrochok, hele mit sind skriger jaaaaaa, som et kæmpe ekko der runger mellem væggene, ingen refleksion ikke en tanke bare skriget, jaaaa, mit sind vil bytte, som med et knips med fingrene, så mine ben bliver transformeret til kampesten der skal slæbes gennem en jungle af udfordringer resten af livet for at genererer strøm til elektrochok, håbet, hvad som helst i byttet for min angst, depression og desperation, kan ikke se det spirende lys i toppen af den dybe brønd som jeg befinder mig i, den som jeg har prøvet at bestige 1000-vis af gange og gledet tilbage fra de glatte vægge, ned i det dybe vand, hvor jeg må træde i vande for hver åndedræt. Gennem elektroder rammer strømmen min hjerne dag efter dag, uge efter uge, ud i de mindste transmitter, som et lynnedslag der generere millionvis af volt der slog ned i min hjerne, sætter ild til, og brænder i vindstyrke 12 og nedlægger alt på sin vej, lader kun spredte område stå oprejst og afbrændt, resten aske, der skaber tomhed og glemsel om min fortid, gode som dårlige minder, som jeg er blevet genfødt i glemslen og starter fra år 0, kan nu skimte lys, men gløderne af glemsel brænder under mine fødder, kan ikke få fodfæste, fundamentet er ødelagt og jeg springer i luften i et tordenbrag af mani, svæver over skyerne, kan ikke se gennem dem, ikke se muligheder og begrænsninger, kun eufori, stille daler jeg gennem skydækket og begynder at skimte undergrunden, ser enkelte pletter af min fortid dukke op i mit afbrændte sind, til min skræk ser jeg hullet i brønden komme nærmere og nærmere, rammer bunden med 1000 km/t. kigger op i mørket, lyset er væk, håbet er slukket, mit sind fyldes med Angst, depression, afmagt og glemsel om min fortid, nutid og fremtid og tynger mig med en enorm vægt, træder igen vande, denne gang med alt min energi for at skimte overfladen, hvornår slipper energien op og jeg mister opdriften og glider under, ned i mørket i glemslens intethed ?