den rammer mig
virkeligheden
hårdt og brutalt
uden omsvøb
og uden forvarsel
lammer den mig
og er så tydelig og klar
men stadig absurd
sær og uhåndgribelig
jeg skruer væk
vender hovedet
blinker ikke med øjnene
det er deres virkelighed
og ikke min
men nu hvor min egen
rammer mig så hårdt
kort og kontant
hvad skal jeg så stille op
nu når det ikke længere er en absurd forestilling
fra drømmenes rodekasse
men en altoverskyggende
og så virkelig
fantasi-forladt
ensom
virkelighed
pakker jeg tingenes virkelighed ud
fra rodekassen
dybest nede
i alt mit hjerne-rod
ser jeg virkeligheden
for mig
stor og udstrakt
og pludselig
meget skræmmende
er den kun til
for at lulle os i søvn
og drage os længere fra hinanden
har jeg slet ikke lyst til
så meget som at
vide af dens
eksistens